Min historie om FreYa... {{forumTopicSubject}}

Jeg vil lige starte med at skrive at jeg har kontaktet en HA'er og det er iorden at jeg skriver dette.
Jeg nævner ingen navne eller kennel. Og i kan heller ikke se det på FreYa's profil. Det er min historie.. Og ja der er nok nogen der vil sige at der er 2 sider af historien.. Jeg har det heldogvis sort på hvidt..Og jeg har ingen grund til at lyve.. Men det kan nok give stof til eftertanke og hjælpe nogen i fremtiden.

Jeg forelskede mig i den franske bulldog for mange år siden. Og havde undersøgt diverse opdrætter og snakket med en del. Til sidst finder jeg så et sted som andre anbefalede, da de selv havde en derfra. Og jeg kunne ikke rigtig finde noget "snavs" om den.

I Marts 2007 får jeg en mail fra opdrætter at der er en lille tæve hvalp, til mig hvis jeg er interesseret.. Jeg faldt pladask for lille Freya.. Hun var så sød og forsigtig , men alligevel en lille frækkert.. Tidspunket var perfekt.. Jeg var lige blevet udlært og gik hjemme, da jeg ikk ku blive i butikken.

I slutningen af Maj kommer den store dag, hvor FreYa skal hentes.. Prøv og spørg om jeg havde kæmpe sommerfugle i mavsen.. Pyha da.. Jeg havde ledt i flere år og endelig havde jeg fundet min prinsesse.. Der var købt rigeligt ind, iform af senge, legetøj osv osv..

Min veninde, lillebror og jeg henter bette pjevsen og hun er bare perfekt.. Jeg tilbragte den først mdr her hjemme sammen med hende. Vi legede og puttede sammen og alle sys bare hun var sååå nuttet..
Nå men vi kommer så til September mdr og jeg skal til noget Gl elevdag på min gamle efterskole. Og mine forældre skal passe banditten fra lørdag til søndag..
Min mor skriver så at Freya ikk gider spise og at hun virker lettere fornærmet og at min far slet ikk kan få hende til at lege bare lidt.
Søndag eftermiddag skal jeg så hente hende og hun er slet ikk glad for at se mig Hun gad ikk engang rejse sig?

Vi kommer hjem og jeg sys hun virker underlig, ligesom om hun er bange for at man rører hende. Jeg ringer hjem og stiller et rimeligt tarveligt spørgsmål.. "I har vel ikk slået Freya vel ?" Mine forældre blir egentlig lidt kede af det, for kunne de aldrig finde på. Og jeg fik dårlig samvittighed. Men kunne jo ikk forstå det.. Hun pev/skreg når jeg tog hende op.

Efter en times tid braser min verden sammen Hun ligger ude på græsplænen og er gået i krampe , med fråde ud af munden.. Jeg går i panik og ringer til mine forældre. Jeg siger faktisk ikk noget i telefonen, for jeg tuder så meget at jeg ikk kan snakke. Min mor siger bare "far er kørt" og 2 min efter stod han der, med dyrlægen i røret. Jeg havde stadig mor i røret, men vi sagde ikk noget. Jeg sad bare der med Freya i armene. Dyrlægen siger til min far at han er på klinikken om 5 min og v i kører afsted.. Vi kommer derind og jeg kan egentlig ikk huske så meget, udover at de vil beholde hende og der stejler jeg fuldstændig.. Jeg kunne jo ikk efterlade hende. Hun skal i narkose og tjekkes på kryds og tværs + røngten fotograferes. Jeg får lov at tage hende med hjem , stærkt bedøvet. Og så skulle jeg aflever hende næste morgen kl 7. Jeg skulle alligevel til Åhus , til tandlæge dagen efter. Dyrlægen foreslår så at de ringer til mine forældre med svaret.
Mandag eftermiddag står jeg i en butik i Århus og telefonen ringer. Det er min far og jeg tuder inden jeg har taget telefonen.. Og han siger.. "Anita skat.... Det ser skidt ud med Freya" "Hun blir nok ikk så gammel"...

Jeg smider alt hva jeg har i hænderne og køre som død og helvede hjem.. De længste 100 km jeg nogensinde har kørt i mit liv. Jeg ankommer til dyrhospitalet og får afvide at Freya's ryg vokser forkert sammen (dvs hun har 2 ryglidelser) Og det er det som lammer hende i benene. Og jeg skal tage stilling til hva vi skal.. Jeg bestemmer mig for at tænke over det , da jeg også vil snakke med min familie om det.. Jeg køre hjem til de gamle. Sætter mig på køkkengulvet med Freya og jeg bryder fuldstændig sammen.. Min mor græder og min far aner ikk hva han skal gøre..

Mine 2 små brødre kommer ind af døren og den mindste blir rigtig ked af det. Og den største ved ikke helt hvad han skal gøre.. Jeg sidder bare inde i sofaen og tuder.. Kan lige så tydeligt huske at min mor siger til min ene lillebror "Gå li ind og giv din søster et kram, hun er rigtig ked af det"

Mine bedsteforældre kommer til spisning og de får jo et chok da de kommer ind af døren, for de aner intet. De blir glade for at se den lille bandit, men glæden vender hurtigt.. Vi snakker frem og tilbage og min bedstefar nævner så at jeg skal levere hende tilbage og få en ny hvalp.. Og det afviser jeg.. Og efter noget snak frem og tilbage. Blir vi enige om at hun blir hvor hun er uanset hvad..
Jeg kontakter opdrætter og sys egentlig jeg snakker til en dør.. Hun vil bare se beviser. Opdrætter får tilsendt røngten billeder og attest osv osv.. Men det er ligesom om at man ikk tror på mig.. Selvom om man har fået beviser.. Og udover det er det svært at få fat i opdrætter og i det hele taget finde en løsning. Jeg kontakter DKK's jurist og vi snakker frem og tilbage. Jeg spørger om jeg må foreslå opdrætter en hvalp mere til halv pris og det sys juristen lyder som en løsninge eftersom jeg ikke kan gå af med Freya, når jeg ikk ved hvor hun ender.. Opdrætter går med til det... Men der sker bare ikke noget i over et år.. Og oveni det kæmper jeg med dyrlægeregninger - en hund der kolapser - kaster op - taber sig og oveni købet har allergi... Min energi er ved at være i bund og jeg er ved at gå ned med flaget..
Jeg kontakter flere gange DKK og opdrætter, men får aldrig svar. Jeg blir dog tilbudt en hvalp li pludselig. Men der kunne jeg ikke få fri fra arbejde. Og så takkede jeg nej fordi jeg ikke syntes man får en hvalp, hvis man ikke har tiden til den. Og vi aftaler at det skal være senere.. Der går yderligere mange mdr og jeg kører INTET selvom andre fortæller mig at opdrætter har hvalpe..
Igen kontakter jeg DKK og de mener nu at det er sidste chance for opdrætter at få det her ud af verdenen..

AUGUST 2009
Opdrætter får en mail fra mig, og der står at det er nu ellers kører jeg en sag mod dem. Jeg får sjovt nok hurtigt svar at hun vil ringe. men DKK har anbefalet at alt kommunikation skal være på skrift.. og det skriver jeg til opdrætter, som stadig insistere på at tage den over tlf.. Jeg tænker fint.. Jeg optager sgu da bare samtalen.. Opdrætter fortæller at der kan tilbydes en 5 mdr's tæve hvalp med det samme. Og det er bare ikke en hvalp i mine øjne.. Jeg siger så at jeg gerne vil se den og spørger om jeg kan få halvdelen af købesummen tilbage hvis jeg ikke er interesseret i den hvalp.. Og det siger opdrætter JA til hele 3 gange.

Jeg køre afsted med min brors kæreste et par dage efter. Vi ankommer til opdrætter og hun hender hvalpen på 5 mdr i en tilbygning til huset..
Den sagde mig bare ikk noget.. Den var ikk lille og jeg ku bare ikk mærke det der man skal kunne mærke, når det bare er rigtig..
Opdrætter er i forvejen skide træt af mig og bliver self sur da jeg ikke vil have hvalpen og hun vil så have mig til at skrive under på at jeg frasiger mig alt ret til erstatning. Det ender i lidt mundhuggeriter og jeg ku da bare starte en sag, hvis jeg turde og derefter vi kører hjem.. Dog nævner jeg lige overfor hende at hun er blevet optaget..

Nogle uger senere får jeg et brev fra hendes advokat.. At jeg vil blive sagsøgt eller noget, fordi jeg har optaget opdrætter. Men man MÅ GODT optage folk så længe man selv deltager i samtalen.. Der bliver skrevet frem og tilbage gennem DKK osv.
Og det tager faktisk på ens kræfter og energi at man skal kæmpe såen for at bevise at man har ret..
I foråret 2010 får Freya kraftig tilbagefald.. Hun dejser om og halter på det ene bagben..
Hun blir lagt i narkose igen og blir røngten fotograferet på kryds og tværs. Hendes patella i venstre bagben er forværret + hun har en ekstra deform ryghvirvel... Og det er det der trykker... Igen falder det hele sammen og jeg tuder og tuder... Mange folk soger at jeg har brugt det halve af Freya's liv på at græde over hende.. Det har bare været så svært... Hun kan jo sidde og kigge med de der smukke øjen og tårene triller bare.. For jeg ved jo godt at hun ikke er her for evigt..

Hun har det fint nu, men nogle dage er hun ikke på dupperne.. Og hun bliver ikke motioneret eller leger vild med andre hunde.
Hun skal opereres i knæet på et tidspunkt.. Jeg tror at den dag hun skal opereres i ryggen, der siger jeg stop.. Det skal hun ikke igennem, da de ikke kan garantere at hun blir lam af det.

Nå men igår kom der efter over et år, afgørelse i sagen og jeg har VUNDET.... Der faldt en stor sten fra mit hjerte... Jeg har kæmpet og det var det værd..
Jeg har fundet mig i trusler fra folk, der kender opdrætter, mange herinde har slettet mig på deres venneliste og svinet mig til..
Man går åbenbart ikke imod en opdrætter efter ders mening.. MEN jeg er ikke en af dem der slikker røv... Og jeg har ikke vundet for sjov, og det er ikke iorden at man som opdrætter ikke kan erkende sine fejl..

Der er lagt avlsforbud på Freya og Opdrætter skal tilbage betale et beløb

HOLD TONEN ordentlig... Der er ikke nogen der skal hænges ud i denne tråd.. Det er min historie og jeg har ikke skrevet den for at blive dømt endnu mere.. Det har i forvejen været et helvede.!