Uansvarlig børne-ejer {{forumTopicSubject}}

Efter at have været ude på en god lang gåtur med mine hunde på et dejligt grønt område, er det kotume, at jeg lige sidder lidt med opklappet baglåge i bilen, mens hundene og jeg drikker lidt vand og gearer ned.

Af og til sker det, at folk går forbi, og der nikkes lidt på afstand. I dag var oplevelsen dog en smule anden.

Mens jeg sidder der og nyder vinden og skovens susen, lyder der pludselig skrig og skrål. Hundene spidser ører, og jeg kigger også hen mod lyder, som kommer indenfra en skovsti, der er gemt bag det løv, som stadig her sidst på efteråret pryder træer og buske.

Skriget bliver ved og jeg konstaterer ret hurtigt, at det ikke er et angst-skrig eller andet, men derimod et barn, som er ude at gå tur med sin mor. Barnet, af hvem jeg kun kan se en rød frakke, løber højt skrigende rundt på skovstien og morer sig kosteligt. Det ser ud til, at de passerer, men pludselig dukker barnet, som ser ud til at være ca. 6 år, frem fra skovbrynet og løber ud på det grønne område, hvor jeg er placeret ca. 75 m. væk. Drengen løber og leger flyvemaskine og har sine arme udstrakte til hver sin side, mens han løber rundt lidt på må og få og skriger højt i luften. Han må åbenbart tro, at det er den lyd, som kommer fra fly.

Hundene ligger med hver deres bold i munden og kigger meget opmærksomt.

Pludselig kommer drengen løbende direkte imod os. Jeg tænker, at han da ser ud til, at ville drøne lige lukt i hovedet på hundene, men tager mig i det alligevel og venter et par sekunder mere, idet jeg tænker, at han sikkert bare snart slår et ”flyvemaskine-slag” i en anden retning. Men nej – han fortsætter DIREKTE på hundene, og jeg råber til ham, at han IKKE skal løbe op til hunden.

Det får imidlertid ikke drengen til hverken at sagtne farten eller ændre retning, og pludselig rejser min ene hund sig og begynder at løbe mod drengen.

Jeg kalder på hunden, som prompte vender om, og brøler så til drengen, at NU skal han stoppe!

SÅ stopper han, - glor aldeles betuttet på mig, hvorefter jeg gentager; ”Du skal ikke komme løbende hen i hovedet på hundene på den måde, - det kan hunde ikke lide.”

Drengen står så og kigger på hundene uden at sige noget et ganske kort øjeblik, og derpå, uden at sige noget, drejer han om på hælen og går væk.

Samtidig opdager jeg, at han rent faktisk HAR en mor, som på nuværende tidspunkt står ca. 15 m. væk.

På intet tidspunkt oplevede jeg, at hun greb ind. Til gengæld gik hun umælende og fik hele optrinnet med, og sagde højt tilbage til sin søn, - vel at mærke efter jeg havde grebet ind; ”Ja, - du må ikke gå hen til hundene. Det er ikke alle hunde, som er lige søde.”

Næææææ, - og det er heller ikke alle børn, som er lige søde, - eller forældre, som er lige ansvarlige, får man jo næsten lyst til at svare, - men dér greb min gode opdragelse alligevel ind, og jeg nøjedes med at give kvinden ret.