Stolt hundemor :-) {{forumTopicSubject}}

Jeg er så stolt at jeg lige ville oprette en tråd (Der kommer en lang smøre nu :o) )

Det er faktisk bare generelt jeg er stolt og ikke fordi der er sket noget specielt lige nu, men jeg er jo så heldig at være mor til min dejlige blanding (d/s gårdhund/shih tzu) Mille på 1 år og 9 måneder, og den eneste grund til at jeg måtte få en hund var hvis jeg selv havde ansvaret fuldt ud for hende. Selvfølgelig ikke med udgifter osv. Jeg var 14 år og gik i 8. klasse på det tidspunkt, og det er jo et kæmpe ansvar at sætte på en 14 årig der både skal passe skole, hest, og alle fritidsaktiviteterne, men min mor vidste godt, at det her var hvad jeg har ville siden jeg fik øje på en hund for første gang, og hun vidste hvor ansvarsfuld og aftaleholdene jeg er. Så efter et par diskussioner fik jeg så lov og jeg gik straks igang med at søge på den blå avis efter hvalpe. jeg ledte og ledte men ingen var rigtig noget for mig, men der var hun så. en lille forvirret hvalp som jeg faldt for med det samme. Hun gik direkte i hjertet, og jeg lagde bare mærke til hende med det samme.. Det var et rimelig satset køb. HVerken mor eller far havde stamtavle, og jeg bor i københavn og hun var på Als så der var et langt stykke, så vi fik ikke besøgt hende inden vi købte hende. Så første gang vi så hende var da vi var nede for at hente hende. Men aldrig har jeg været mere glad for noget som jeg er for hende. Og jeg har aldrig oplevet mig selv så engageret og viljefast i noget. Fra dag 1 af handlede det om respekt og træning og ja, alt det der hører med. Allerede dagen efter hun var kommet hjem tog jeg hende med ud og gå tur, og jeg tog ingen snor med. Jeg vidste at hun ville følge med, og at hun kunne mærke min tillid til hende, og ligeså sandt var hun i hælene på mig fra start til slut. Sådan lærte hun at gå uden snor, uden alt mulig træning. Og på den første gåtur mødte vi selvfølgelig også en masse hunde, og i den periode var labrador hundene meget meget populære så vi mødte næsten ikke andre racer, og det var jo så super, for allerede dér lærte hun at omgås med store hunde. Og der var ingen problemer, hun ville bare lege med det samme og det var så skønt at se. Vi startede meget tidligt til hvalpetræning, og nøj hvor var hun god og dygtig! har ikke oplevet en mere lærenem hund må jeg nok sige! Hun var så god til plads øvelsen at en af de andre trænere fra et andet hold kom hen for at rose os. Jeg har ofret så meget for hende, og er vågnet midt om natten også selvom jeg skulle i skole næste morgen, for at gå ud med hende så hun blev renlig.
Hun finder sig i alt hvad man gør ved hende. Hun kan med alt og alle - bogstaveligt talt. Der er ingen mennesker hun ikke kan lide, og der er ingen hunde hun ikke kan med. Hun kaster sig ud i alt hvad jeg beder hende om uden tøven, så stærkt et tillidsbånd har vi fået opbygget. Med respekt og rangforståelse, og ikke med frygt. Første gang vi var på stranden smed jeg en pind ud i vandet, og hun kiggede på mig og jeg sagde : "ja mille, hent den så" og straks svømmede hun ud og hentede den, uden tøven eller frygt, for hun ved at når jeg siger hun skal, så er der ikke noget farligt, for tilliden, den er iorden Hun kan springe højt kan hun, og hun elsker agility og udfordringer, og er en klog hund som er uerstattelig. Hun får sjældent mad i skålen, for hun skal arbejde for den, og hun er bare dejlig og elskelig og alt godt. Halen ses altid oppe, og hun kunne aldrig finde på at gøre noget ondt.

Det jeg faltisk er mest stolt af, det er, at jeg som 14 årig har fået opnået alt dette. En 8. klasser der har opdraget sin helt egen hund, og har læst 10 bøger om og om igen, for at give sin hund det bedste liv den kan få. Og det at hunden respekterer mig som var jeg en voksen, det er også noget stort for mig, og jeg får tit at vide hvor stærkt det er gået af mig, at jeg har ofret så meget for hende, og at jeg har haft så stor tålmodighed, at jeg har kunne opdrage min helt egen hvalp.

Et tillidsbånd jeg aldrig vil glemme.