Nærdødsoplevelse! {{forumTopicSubject}}

Sådan en havde Cassius i fredags, han ved det bare ikke.

Cassius kom jo ud for et uheld for efterhånden halvandet år siden, og han var egentlig kommet sig helt over skaden, som var i knæet. Ingen symptomer, ingen smerter, ingen begrænsninger.

Men - i fredags, da han hoppede efter en frisbee, stod han pludselig på tre ben og hylede - igen. Og det var naturligvis det skadede ben.
Måden han gik og stod på var helt typisk for en knæskade, så vores hjerter sank straks ned i maven.

Vi vidste godt, hvad klokken havde slået. Og aftalen var, at hvis den skade brød op, så blev vi nødt til at sige farvel til ham.

Jeg kan ikke beskrive den følelse vi havde, da vi kørte til dyrlægen med ham. Mange af jer kender den godt. Det gør så ondt, at det gennemsyrer ens krop.

Vi græd og græd og græd. Cassius var trods sin trebenede tilstand i ALT for godt humør til at vi kunne bære, at det nu vi skulle sige farvel og han skulle sove for evigt.

Vi kom til dyrlægen og det tog en evighed for hunden at sove i bedøvelsen han kom i, så vi kunne få fotograferet benet. Vi var helt opløste og vi brugte alle de mange minutter til et meget langstrakt farvel.

Vi fik ham fotograferet - og til vores store overraskelse var der intet der tydede på, at det formastelige ledbånd var gået i stykker igen. Der var INTET at se på røntgenbillederne, som derfor blev sendt til den dyrlæge, der reparerede ham sidste gang.
Det var en surrealistisk oplevelse da, hunden atter stod på sine tre ben.
Og selvom der var lettelse over, at vi skulle have hunden med hjem, så forsvandt smerten ikke.

Og i dag, kan jeg stadig mærke det. Det er vanvittigt at den tristhed bliver hængende i kroppen, selvom hunden sandsynligvis kommer hel igennem.....

Nu venter vi. Vi passer på ham, han er stadig meget halt på trods af smertestillende, og vi er meget spændte på at høre, hvad dyrlægerne konkluderer...

En barsk pinse er det blevet til, og med krydsede fingre.