Tjalfe skal aflives. {{forumTopicSubject}}

Jah.

Jeg har jo før berettet om hans nervøsitet, dog uden at gå i detaljer. Vi har trænet og trænet for at styrke ham, men han er , og har altid været en meget usikker hund.

Sidste sommer bed han første gang - min mand. Han sad og småblundede på en trappesten i solen med Tjalfe ved siden af sig - pludselig uden varsel, sidder Tjalfe i hans hånd, og har lavet et ordentlig hul. Tjalfe blev sat eftertrykkeligt på plads, og vi forklarede det efterfølgende med, at Lars nok havde kommet til at sætte sig på noget af han pels eller lign. - og Tjalfe jo var en touchy hund.

Siden har der været en del små-episoder. Hvis vi har gået med ham løs, og har skulle have fat i ham - og har taget lidt hurtigt fat i halsbåndet, har han bidt ud efter os. dog uden at ramme alvorligt.

For en måned siden legede ungerne med hundene, og i en pause i legen bøjer min datter på 10 sig ned, og kalder på ham - han kommer løbende glad, men ud for hende springer han i stedet op og bider ud efter hendes ansigt. En tand laver en skramme i øjenbrynet, men der er ikke tale om bid. Jeg ser det og farer hen og får ham lagt ned, og dominerer ham vildt indtil han giver sig. Han bliver altid lille og ydmyg efter det.

I går gik det så helt galt. Ved aftensmaden sidder begge hunde og kigger på ( de får aldrig mad ved bordet ), og jeg ser ud af øjenkrogen at han umotiveret snerrer ad Gimli, og pludselig springer på ham. Jeg råber NEJ, og rækker ud for at tage ham i halsbåndet ( og han har ellers meget respekt for mig ), men nu bider han så mig i stedet -Et ordentligt haps i min hånd. Det vil jeg selvfølgelig ikke finde mig i, og rejser mig og siger : HVAD FOR NOGET ?, og prøver at få fat i ham. Jeg rækker ned, og så flyver han på mig, og sidder i hånden igen. Min mand kommer da til, og prøver at få fat på ham, og hunden kæmper vildt, og bider om sig. Jeg åbner havedøren, så vi kan få ham losset ud - og væk fra børnene. Min mand får ham ud, får ham lagt ned, men Tjalfe giver ikke op, selvom hans hoved bliver holdt fast. Bliver ved med at prøve at bide og komme fri. Min mand sidder længe. Først der ser vi, at min mands hånd har et kæmpe kødsår tvært over håndryggen + en masse huller. Hånden ser farlig ud. Da Tjalfe giver sig, bliver han lukket ude - og vi samler børn og Gimli op og vasker blod af. Min hånd havde også fået en ordentlig tur.

5 min. efter går jeg ud og prøver at berolige ham, og snakke med ham. Men han er en del skræmt og meget lille. Han ved den er gal - lige som de andre gange. Senere på aftenen bliver han sig selv igen, men vi har indset at den går ikke.

Jeg har kontaktet alt og alle. Opdrætter, lydighedsfolk, dyrlæger, Jan Ladewig fra etologisk inst. Alle mener, hunden bør aflives. Ingen træning kan nå ham, idet han er en hund som altid let har stresset op, er nervøst anlagt, og indtil flere gange har overskredet den usynlige grænse for at bide. Jeg har trænet som en sindssyg for at gøre ham tryg - og han er yderst lydig på tomandshånd. Han kan stort set alt. Men er der forstyrrelser, stresser han i stedet.

Han er meget glad for andre hunde - og vore to hunde har det rigtigt godt sammen. Det er kun os - og særligt i.f.m. at vi sætter ham på plads. Vi har selvfølgelig aldrig slået ham, eller på anden måde været grænseoverskridende.

Dyrlægen kaldte ham angstbider - og det ord rammer lige i plet.

Jeg har det af h.... til, men ved også det er det rigtige. Han har ikke gjort noget ved børnene før episoden med min datter - men angst-bidere bliver åbenbart værre med alderen ifølge de kloge folk. Og det har vi også kunnet konstatere - hyppigere episoder, og den i går var frygtelig voldsom.

Jeg vil ikke løbe risikoen m.h.t. børnene - selvfølgelig, men hvor gør det dog ondt alligevel. Han er jo en utrolig kærlig og dejlig hund, undtaget den ene gang hver 3. måned hvor en pludselig bevægelse, eller ldt hår i klemme, gør ham til et frådende vilddyr. Jah - og så er det jo nu ubemærket sneget sig op på hver 14. dag.

Det er noget lort!

M.v.h.
Nette