Et minde om en dejlig hund {{forumTopicSubject}}

Jeg skriver først dette indlæg nu fordi jeg ikke har været klar til det før og da jeg sad og kiggede Kingos billeder igennem kom jeg jo til sidst til billedet af trille som jeg ellers har prøvet at undgå, fordi jeg ikke har kunne håndtere det at skulle miste hende...

men her er historien vi har 3 børn. Philip, mette og kingo. Vi havde et 4. barn, blandingshunden (rottweiler og schæfer) Trille, hun var nogle uger ældre end Kingo, men vi måtte desværre aflive hende i efteråret 2005. Hun var ca. 10 uger da vi hentede hende på en gård hvor hun boede i en hestestald sammen med rigtig mange andre racer. Vi så straks at det ikke var et rart sted, og da trille virkede som en glad og sund hund valgte vi at redde hende fra sine omgivelser! Hun var så dejlig. På vejen hjem vidste det sig hun havde meget tynd mave og hun måtte direkte hjem i bad pga af dette.
Allerede da hun kom hjem opdagede vi hvor sky hun var, hun krøb over gulvet og en forkert bevælgelse var hun væk.. Vi fik rettet hende meget op og hun lærte at alle ikke var imod hende... Hun var dog stadig en smule sky og bange for gråhåret mennesker. hun gøede også meget, men vi opfattede det som at prøvede at være vagthund, det gik virkelig godt synes vi... Men så pludselig gik det ned ad bakke igen og hun simpelthen utilregnlig, hun gik amok på alt der kom for tæt på bilen når vi var ude og køre, biler cykler, scootere, mennesker ja endda træer. Hundene kunne ikke være alene hjemme uden at de splittede alt inkl. møbler. På en uge gik hun til angreb på en af vores gæster og smadrede bagruden i vores bil fordi hun havde set noget hun ville ud til!! Så turde vi ikke andet end at aflive hende, hun stod ikke til at redde og vi var bange for hvad der ville ske hvis hun pludselig fik et af sine trip over for Vores søn og ville hun kunne håndtere at et barn mere var på vej?? alle vores overvejelser kom til samme resultat, det var også bedst for hende selv, det måtte ikke være rart konstant at være bange for alt... det vidste sig også senere at mange af vores venner og familie var bange for hende, men vi havde lukket deres hentydninger ude fordi vi ikke ville indse hvor det bar hen..

Nå men det var lige en historie jeg måtte fortælle, hun betød meget for os og det er først nu jeg kan snakke om hende eller se hendes billede uden at græder og får forfærdelig skyldfølelse fordi JEG tog beslutningen om at hun skulle dø (Mikael var stadig klar tl at give hende flere chancer). Men nu er vi også overbevist om at det var den rigtige beslutning.

Jeg forventer kke at i skal sige at det var det rigtige jeg gjorde eller at det var det forkerte, men jeg havde lige brug for at fortælle om en kedelig hundeskæbne, som jeg stadig er meget berørt af.