{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
1.402 visninger | Oprettet:

Hvorfor købe hund som helt ung ? {{forumTopicSubject}}

15-20 år tænker jeg...

Det er ikke for at træde nogen over tæerne, men jeg ser en stærk tendens i disse år..

Jeg er 29 år og for 10 år siden da jeg som 19 årig hvor flyttet for mig selv, kendte jeg altså næsten ingen unge der havde hund...
Jeg er selv vokset op med hund og kunne næsten ikke vente med at få hund dengang.
Men der gik alligevel 8 år inden jeg følte at jeg boede det rette sted og havde plads i mit liv til en hund.. Jeg var færdig med at tage på lange weekender hos mine venner og hjavde ikke brug for at skulle afsted hele tiden.. ( Har nu aldrig været partypartyparty men tog tit til Kbh og sov hos mine venner i 2-3 dage )

Er der gået prestige i at eje en hund ?
Hvad er det der gør at der idag er så mange unge der skal ha' hund ?
Der må jo være et eller andet der har gjort at det at ha' hund er et must i det sekund man har forladt sit barndomshjem..
Det kan ikke være fordi at unge idag har flere penge, for jeg kunne sagtens ha' købt en hund hvis jeg ville dengang..
Det kan heller ikke være fordi at det idag er tilladt at holde hund flere steder, det er jo nærmest det modsatte idag..
I hvert fald i min boligforening. Der er færre afdelinger idag hvor man må ha' hund, end for 10 år siden...

Og det er ikke fordi at jeg vil nedgøre i unge der hár en hund, jeg tænker bare på hvad det er der gør forskellen...


Min personlige mening er at mange ( ikke alle er jeg godt klar over ) ikke bør påtage sig ansvaret at binde sig på den måde som man gør med en hund - så tidligt..
Og det er baseret på min egen livserfaring.


Spar penge på din forsikring

Kommentarer på:  Hvorfor købe hund som helt ung ?
  • #1   3. jun 2009 Har det på samme måde. Jeg fatter det ikke. Er også vokset op med hund og uhh ville så gerne have min egen.
    Men fra jeg flyttede hjemmefra og til jeg var 25 år havde jeg intet at tilbyde en hund så derfor måtte jeg vente ...

    Jeg fatter ikke den mentalitet der er i dag men det må hænge sammen med den egoisme der præger samfundet i dag og den køb-og-smid-væk kultur, hvor hunde/katte etc. ikke ses som levende væsener i dag men som legetøj/ejendele som er nemt at anskaffe og lige så nemt at komme af med ... :o(

    Så kan man lege far mor og børn med en hund eller kat og når man er træt af legen jah så skaffer man sig da bare af med hunden/katten med nok så "blødende" et hjerte ...

    Den er helt galt med at træffe velovervejede beslutninger. Mange anskaffer sig rask væk hunde som de ikke må have hvor de bor eller som de ikke har råd eller tid til at have. For deres ønske/behov for at have hund er vigtigere end hvad de kan tilbyde en hund ...

    Hvad blev der af de velovervejede besluntinger hvor man tænkte ud i fremtiden og ikke havde så stor fokus på sit eget behov for øjeblikkelig behovstilsfredstillelse?


  • #2   3. jun 2009 Jeg kan godt forstå synspunktet smiley

    Nu er jeg selv lige blevet 21 år og min kæreste bliver 20 år nu her, så vi ligger jo også i den aldersgruppe.

    Jeg er opvokset med hunde hele mit liv, og min kæreste har altid drømt om at få en lille hund så i vores liv er det den store kærlighed til hunde og dyr generelt smiley

    Jeg vil mene at det også kommer an på hvilken race man køber, for vælger man som uviden indenfor hundelivet at købe en hund som kræver meget træning og motion så er det nok ikke så smart men hvis man istedet køber en hund som passer til ens sind og en hund som passer til ens liv.

    Vi købte en lille Papillon som vors første hund, men jeg skal da ikke ligge skjul på at jeg meget gerne vil have mig en større hund som jeg kan træne med og i fremtiden arbejde som Hundevagt med, men det bliver først når tid og sted er rigtigt, hvilket jeg finder ansvarligt af os, hvorimod andre nok ville have tænkt, nøøøj jeg køber da lige en stor hund uden at tænke over hvordan deres liv bliver ændret + at de nok ikke altid tænker på hundens liv, så forstår helt klart jeres synspunkter smiley

    Mvh.

    Henrik


  • #3   3. jun 2009 Jeg var 21 da jeg fik Møffe (tænk er det allerede så længe siden hehe), så det må jo osse være lige omkring din "målgruppe".

    Jeg skal gerne indrømme at for mig var det at få hund ikke super velovervejet og gennemtænkt i evigheder. Ønsket var der, økonomien var ok til det osv -men planen var så småt at gå igang med at kigge opdrættere osv, men så dukkede Møffe altså op, så efter at have fået tilladelse fra udlejer flyttede hun ind.

    Vil dog understrege at hun ikke var blevet hentet med hjem, hvis ikke økonomi, tid, boligforhold osv var til at have hende.

    En hund skulle blive til to, men sådan gik det desværre ikke, da Møffe skulle aflives.

    Jeg har aldrig været det vilde gå-ibyen-menneske. Jeg flyttede hjemmefra da jeg var 16, og fik ret hurtigt løbet hornene af mig.
    Jeg synes ikke jeg går glip af noget ved at have hund.
    De steder jeg kommer, er hunde i reglen velkomne, hvis de kan opføre sig ordentligt, så selvom jeg fortsat tager på weekendture osv, så er det altså med hund så det er ikke et problem.
    Reiki kommer med til stævner med hesten, til weekend med venner og til alverdens andre ting og sager, og trives super med det.
    Skal jeg engang imellem noget hvor han ikke kan være med, jamen så har jeg en sød mor der gerne passer ham imens (jeg gør så det samme for hende).

    Jeg synes det giver mig meget mere at have hund end jeg mister ved det. Jeg kunne slet ikke undvære det.



  • #5   3. jun 2009 Jeg har mødt mange ansvarlige og modne mennesker på 18 og desværre også aldeles uansvarlige og umodne på 40.
    Ligesom med vores hunde, er vi mennesker meget forskellige og der er ikke grund til at generelisere. Jeg synes vi skal være glade for at vi er så forskellige og nyde at mange unge har den samme interesse og lidenskab for hunde som vi"gamle". I stedet for at puste til "fordommenes ild" skulle vi måske i stedet være gode til at hjælpe og vejlede så de unge bliver bevidste om det ansvar de påtager sig når de får hund.

    God dag
    Lise


  • #7   3. jun 2009 Jeg falder nok ind under den gruppe, jeg anskaffede min første hund som 14 årig.
    Det bare en schæfer tæve, den gang bode jeg på Amager, og jeg gik over amager fælle, til Bryggen, her hold hundetjenesten til, og jeg fik lov til at komme og træne hunden. samme med dem.

    Ja jeg så skulle meldes ind, fandt man ud af at der ikke var stamtavle på hunden, så jeg kunne ikke få godkendt/kåret hunden..

    Så jeg måtte ud og se mig om efter en schæfer med stamtvle, det tog ca. 4 år. inden jeg blev medlem.

    Så den gang var der også nogle undtagelser, ang. alder og have hund. Men her havde man også en helt anden holdning - en den man har i dag.


  • #8   3. jun 2009 Jeg er 18 og har ikke boet hjemme i nogle år nu..
    Bor sammen med min kæreste i et stort hus, med stor have et dejligt sted..
    De gange vi er på "lange weekender" hos venner, er kun i sverige hvor vores venner også har hunde som hygger sig.. Og de få gange vi skal til fester indimellem kan hun godt klare at være alene eller hos svigerforældrene, da vi normalt ikke er meget væk fra hende eller uden hende. Hun kommer da med stort set alle de steder vi skal hen.
    Der er jo ikke noget problem i det når man er ansvarlig og har sat sig ind i tingene før man får hund.


  • #9   3. jun 2009 jeg var 16 da jeg flyttede sammen med en kæreste og der fulgte en hund med, det blev hurtigt min hund, mig der stod for træning, gå ture osv med den.. da jeg gik fra den kæreste efter 2 år, manglede jeg noget i min hverdag og fik derefter min ene tæve, og ja senere fik vi nr 2 tæve.

    selv om jeg har gået i byen osv da jeg havde min gamle hund, var han ikke mere alene en alle andre hunde var, jeg var hjemme ved ham hele dagen hvis jeg viste jeg skulle ud om aftenen, og hvis jeg var ude om dagen, ja så var jeg hjemme hele aftenen hvis han ikke var med mig rundt omkring.

    nu har jeg både hund og barn, og kæreste samt fast arbejde. min hund bliver aktiverert lige så meget som alle andre hunde, og hun mangler bestemt ikke noget i hverdagen, vi bor i rækkehus med have, og hunden kommer ud 2-3 gange om dagen og ellers er hun i haven lige så meget som hun lyster i hverdagene, i vores weekender er vi i campingvogn hvor hun kun er inde om natten stort set.

    jeg valgte at få hund fordi jeg ikke var typen som var ude hver weekende, jeg overnattede ikke hos venner og så var det fordi jeg ikke brød mig om at være alene.

    jeg har haft hund hele min barndom så det var meget underligt hvis der pludselig manglede en lille ven smiley


  • #11   3. jun 2009 Jeg er 31 nu har har nummer 2 og 3 hund, efter jeg er flyttet hjemmefra. Først havde jeg Tvebak som er en gravhund. Det var en af mine forældres hvalpe som jeg ikke kunne stå for og fik da jeg var 20. Han blev næsten 10 år, men blev aflivet for halvandet år siden ca pga kræft.
    Det er da et stort ansvar at have hund og jeg forstår hvad du mener med at have noget at tilbyde dem osv.

    Desværre tror jeg det er blevet et status symbol og der er mange unge som har hund, der burde have ventet pga deres livsstil. MEN synes ikke unge nødvendigvis er "dårligere" til at have hund. Det handler om indstilling og prioritering. Hvis man ikke har noget imod at tilsidesætte nogle behov for hundens velvære, eller måske oveni købet slet ikke føler man tilsidesætter noget som helst, men bare elsker at have hund - så GO for it!

    Men som altid, skal det overvejes nøje. Men tror nu at det er lige før at mange småbørnsfamilier har dårligere tid og mindre egnet miljø for nogle hunde!!



  • Cocio
    Cocio Tilmeldt:
    nov 2008

    Følger: 1 Emner: 96 Svar: 402
    #13   3. jun 2009 Som flere andre er inde på, så tror jeg, det er svært at sige noget generelt omkring alder og dét at have hund. Dog vil jeg tro, at der er en del flere forandringer i yngre menneskers liv end i folk, der har nået en vis alder.

    For mit eget vedkommende er sagen den, at jeg brændende har ønsket mig en hund i over 20 år (jeg fylder snart 31). Jeg har ikke haft hund, siden jeg var ca. 7 år, og min forældre ønskede ikke at anskaffe en ny, da de synes, man er for "bundet", når man har hund - i hvert fald i forhold til dét, der er/var deres interesser (rejse m.v.).

    Jeg flyttede hjemmefra, da jeg var omkring 20 og studerede indtil for ca. 5 år siden. Mens jeg var studerende, synes jeg ikke, jeg kunne give en hund dét, den har brug for. Jeg havde selvfølgelig generelt tidligt fri, men der var også lange dage med gruppearbejde, opgaveskrivning osv. Desuden gik jeg dengang stadig i byen næsten hver weekend, og jeg havde ingen kæreste, så vi kunne have "babysittet" på skift.

    I de sidste ca. 5 år har jeg været på arbejdsmarkedet, og nu er min situation den, at jeg tager hjemmefra ca. kl. 7:30 og allertidligst er hjemme kl. 17, og det synes jeg faktisk heller ikke, jeg vil byde en hund...
    Min plan er dog indenfor de næste ca. 2-3 år at flytte tilbage til det jydske, hvor jeg oprindeligt kommer fra, og hvor det samtidig er tilsvarende billigere at købe hus (skal forståes sådan at man derfor ikke behøver arbejde fuldtids for at få det til at løbe rundt) og så skal min drøm om hund ellers leves ud, og ih hvor jeg glæder mig!

    Min kæreste (der heldigvis også meget gerne vil have hund) siger, at han ikke tror, der er mange, der tænker så meget over tingene, som jeg gør - jeg ved ikke, om det passer, men jeg synes ikke, at man kan byde et levende væsen "at tage chancen" og se, om det mon ikke går alligevel, hvis man er det mindste i tvivl, og det er her, jeg tror, at der er lidt forskel på folk - dette har dog ikke noget med alder at gøre, men måske nærmere med den brug-og-smid-væk-kultur, der efterhånden er opstået at gøre - som en anden i øvrigt også har nævnt.
    Selv har jeg brugt/bruger jeg den søde (og lange) ventetid til at læse om forskellige racer, tage på udstillinger, følge med på HG osv., så jeg er forberedt når den store dag kommer.


  • #14   3. jun 2009 Jeg købte Chopper for fire år siden, da jeg var 20 år gammel. Vi havde de MINDST ideelle forhold da vi boede i et hus hvor vi ikke måtte have dyr. Men jeg VILLE have en hund. Min kæreste og jeg havde været sammen i halvandet år og boet sammen i et halvt ca da vi fik ham.

    Jeg vidste SLET ikke hvad det krævede at have hund da jeg købte Chopper. Kræet sku jo trænes og aktiveres hele tiden og når man er ung og gerne vil feste osv blev han ærlig talt tit ladt i stikken.

    Efter et halvt år flyttede vi hjem til min far da vi ikke kunne finde noget at bo i hvor man måtte have hund og jeg nægtede at skille mig af med ham.

    Nu har vi været sammen i seks år, bor i eget hus med stor have, har en datter på et år og en meget glad og tilfreds Chopper.

    Da vi flyttede ind i vores hus faldt han med det samme til ro for der kom ro over os. Det var pludselig andre ting vi gik op i og vi havde en fast base hvor vi altid var.

    Jeg er ikke i tvivl om at jeg sku ha tænkt mig meget mere om inden jeg anskaffede mig hund, men fortryder intet i dag og ville gøre det hele om for at få den dejlige hund jeg har i dag:-)


  • #15   3. jun 2009 Sanne - Ja det kan godt være at det er køb'og'smid'væk samfundet der er med til at gøre det populært blandt mange uegnede unge at købe hund.

    Lise - Jeg puster ikke til nogen fordomme, det synes jeg også at jeg gør mig klart.. Jeg skriver denne tråd fordi at jeg undrer mig over at det er blevet SÅ populært blandt helt unge at købe hund med det samme, i forhold til for bare 10 år siden hvor der næsten ikke var nogen unge der startede ud med at købe hund...


    Og til alle jer med de gode historier om at i er unge og klarer det at ha' hund godt :
    Det er jo sådan det burde være over hele linien ! Jeg synes at det er super at kunne ta' et ansvar for en hund så tidligt og gennemføre det i det næste 10-15 år..
    Men jeg tror ikke at nogen af dem der hovedkuls gik ud og købte hund for derefter at sætte den til salg et par måneder efter, fordi at de skal begynde i skole, er flyttet hjemmefra, ikke har tid osv - Skriver i denne tråd..
    Men de ER der jo !

    Det er præcis det samme med voksne , det ved jeg godt - Men igen. Det jeg undrer mig over er den stigende tendens til at købe hund. Det er som om at det hos visse unge er blevet et statussymbol.
    Og igen, jeg generaliserer ikke. Jeg ved godt at man ikke kan skære alle over en kam..


    Henrik C -
    Jeg synes at det er super ansvarligt at du ikke farede ud og købte den første og bedste (f.eks)Rottweiler du kunne finde !
    Jeg har det som dig, jeg kan nu bedst li' store hunde.. Jeg har i perioder været plejemor for en stor Rottweilerhan og han var hunden i mit liv. Tror aldrig at jeg får en hund som ham..
    Jeg skulle ha' overtaget ham da jeg var 25 år, men jeg kunne ikke finde en passende bolig at ha' ham i..
    Jeg havde tiden og pengene , men ikke pladsen.. Han var hundemæssigt, mit livs kærlighed *G* .. Og det kan min lille minibulldozer som jeg har nu, ikke hamle op med, selvom at jeg også elsker hende..

    Men da jeg skulle vælge hund for 2 år siden måtte jeg også sande at jeg ikke havde overskuddet til en krævende hund som en Rottweiler er. Man skal afsætte meget tid og vi havde en baby og skulle ha' et barn til. Så det var ikke realistisk..
    Måske om 5 års tid når ungerne er blevet lidt større og lidt mere selvstændige så kan det være at jeg får min Rottweiler smiley


  • #17   3. jun 2009 Line - Ja det er en situation som din , at du hovedkuls købte hund fordi at det ville du bare ha'. Uden at tænke sig om..
    Du måtte ikke ha' den hvor du boede og valgte udover det en krævende type hund..
    At du så har været så stærk og har taget ansvar er stærkt !
    Men mange andre som ikke var så vedholdende som du, ville ha' solgt hunden igen, som en skriver "med blødende hjerte"..
    Og igen, ja jeg ved godt at ældre gør det samme og det er mindst lige så åndsvagt !!!

    Marie - Jeg synes som du skriver også at det er vigtigt at ha' en 'plan B' ...
    Hvad hvis vi man går fra hinanden, hvad så med hunden ?!
    Hvis mig og min mann skulle gå fra hinanden ved jeg at jeg kan beholde hende her, da jeg har råd til at blive boende.. Og flytter jeg , kan jeg få flere boliger i boligforeningen hvor det er tilladt at ha' hund..


    En af de grunde til hundesalg der kan irritere mig mest er "Sælges da vi venter vores første barn" .... Kan blive helt blå i hovedet..
    Kan forstå det hvis det er en 8 årig gammel, sær hund der absolut ikke er til at stole på blandt børn - Men en hund på 10 mdr, så er det altså for latterligt..
    Det er også tit unge mennesker, men det har jo sin naturlige grund, fordi at det er "os" unge der får de fleste børn *G*


  • #18   3. jun 2009 Da jeg var 20 og fik hun(for 4 år siden) var der heller ingen af mine venner der havde hund. Det er jo ikke så forfærdelig lang tid siden.

    Tror tendensen eller hvad du vil kalde det, er at folk er mere ensomme, måske søger efter evig troskab og kærlighed og det får man jo i en hund. Det kan man ikke sige om mange mennesker.


  • #19   3. jun 2009 Line - Ja så er det jo på endnu kortere tid at det er blevet populært ....

    Marie - Tror at du har fat i noget med "de kendte" ... I hvert fald de der typer der skal ha' en sej Amstaff eller en nuttet Chi i bastskørt fordi at de andre har det.. Det så man jo heller ikke i musikvideoerne for 5-10 år siden..



  • #20   3. jun 2009 Min første hund fik jeg som ca. 5 årig, men da boede jeg hjemme og fik jo stor støtte fra mne forældre.

    1. hund efter jeg var flyttet hjemmefra var som 21-22 årig(kan sg* ikke rigtig huske det) og det var ved gud ikke spec. velovervejet, da jeg bare pludselig fik et opkald om jeg ville være med til at redde en lille blandigstæve(totaalt rundt i rundkørslen, ned af vejen og rundt om hjørnet hund - schæfer-bullterrier-beagle-labradamp mm.).

    Hendes mor + hvalpe var blevet mishandlet..bla. havde nogle stykker været smidt på et bål og de blev alle aflivet på nær min søde Mandy-tøs.


  • #21   3. jun 2009 Stine: Gir dig helt ret, det var nemlig fuldstændig hovedløst! Jeg anskaffer mig en blanding mellem rottweiler, dobermann og en form for slædehund... Men anede ærlig talt ikke der var forskel på aktivitetsniveau! Det jo sindssygt. det var rent egoistisk at købe ham og havde absolut intet at tilbyde. Hledigvis ga jeg ikke op og nu har jeg masser at tilbyde ham:-)

    Men kender flere venner der har hund nu, som 23-26 årige og de er sku lige så dumme som jeg var dengang.

    Heldigvis lærer mange af deres fejl! Og tror faktisk det er rigtig godt at fortælle folk hvis man ikke synes de egner sig til at have hund. Enten kan de tage det til sig og sige måske er der noget om det eller os kan de lade som ingenting. men måske er man heldig at komme igennem tl nogle af dem.

    Jeg har f.eks en veninde som slet ikke egner sig til at have dyr og nu vil hendes datter på tre lige pludselig gerne have hund.

    Jeg fortalte hende ALT hvad der følger med at have hund og sagde til sidst at jeg synes ikke hun skulle have hund for troede ikke hun gider arbejde med den i længden. Hun blev hverken sur eller noget men om hun køber hund eller ej er stadig uvist. Mener jeg gjorde mit for ikke at se endnu en kedelig hundeskæbnen.


  • #22   3. jun 2009 Lea -
    Da jeg var 22 havde jeg en veninde da købte en Amerikansk Bulldog og jeg blev meget facineret af den. Der var næsten ingen der havde den race..
    Men et par år efter gik der sport i Ambull og Amstaff og det har gjort at jeg aldrig skal ha' sådan en hund for jeg gider ikke alt dramaet der er omkring dem, når jeg kan få en lige så god hund i f.eks en Rottweiler..

    Men det er så ærgeligt for sådan nogen som dig der tager det seriøst at ha' en Amstaff..
    Jeg ville ha' svært ved at se hvis min kærestes venner og mine venner havde hund på den måde som du beskriver de har !
    Især da det jo er en mega krævende hund som virkelig burde trænes seriøst..


  • #23   3. jun 2009 Line -
    Det kunne jo være at de tænkte lidt over det selvom at de blev mopsede når man siger sådan...

    Synes at det er rigtigt godt at du forklarer din veninde hvordan det hænger sammen.. Så må vi jo bare håbe at hun dropper idéen.....

    Jeg snakker også med et par stykker på min vej som har købt hvalp uden at vide særligt meget om det.. Der giver jeg også gode råd og dem tager de imod og er glade og bliver helt sikkert også gode og ansvarlige hundeejere smiley


  • #24   3. jun 2009
    Stine P..........selv om det er dig der har opretter denne tråd var min kommentar ikke rettet til dig personligt. Den er ment som et udtryk for min holdning generelt i forbindelse med alle de indlæg der dukker op i tråden.
    Hilsen Lise


  • #25   3. jun 2009 Lise - oki smiley . Går jo bare udfra at det er en respons på hvad jeg skriver..

  • #26   3. jun 2009 Stine: Det er det eneste vi kan gøre som ansvarlige hundeejere jo, at prøve at sprede en smule viden:-)

    Ved skam godt jeg ikke er hverken træner eller specialist indenfor hunde, men har da gennem erfaringer fundet ud af hvad det kræver at have hund og jeg lærer stadig:-)


  • #27   3. jun 2009 Line - Har det som dig.. Man er jo hverken ekspert eller noget, men ved da en ting eller to om hunde *G*

  • #28   3. jun 2009 Lea: Det er jo nemlig fordi folk ikke gider blande sig at der er så meget omkring de her hunde. Var der nogen der faktisk råbte op ville folk måske være mere tilbøjelige til at være lidt mere forsigtige omkring deres hunde.
    Ærligt, ser jeg en pitt og jeg ved hvor ejeren bor blir denne meldt.
    Ser jeg seriøs dyremishandling eller vanrøgt melder jeg også.

    Har heldigvis ikke oplevet nogle af tingene og håber jeg heller ALDRIG jeg gør.


  • #29   3. jun 2009 Tja det hjælper heller ikke noget jo... men okay, det da super træls de lader som ingenting!

  • #30   3. jun 2009 Nu har jeg ikke læst hele tråden, men vælger alligevel at svare for mig selv ang at få hund i en ung alder.

    Jeg er opvokset i et hjem uden hunde, da min far er allergisk. Men mange andre af mine familiemedlemmer har/ har haft hunde, som jeg har arbejdet meget med, og passet. Jeg har altid været glad for dyr.
    da jeg var 10 fik jeg mine egne geder hjemme hos mine forældre, jeg passede og plejede dem selv, og der var ingen af de andre der hjalp, for jeg ville klare mig selv, lære at tage ansvaret for dyrene. Jeg fodrede selv, gik ture med dem, og lukkede dem ind og ud. De var som 2 små hunde, der bare ikke måtte være inde i huset.
    De blev desværre solgt da vi skulle flytte. smiley
    Da jeg var 15 flyttede jeg hjemmefra, og samme dag som jeg flyttede overtog jeg Fie fra min morbror. Det er nu 2 år siden at jeg overtog hende, og hun bor sørme stadig hos os, og har det fantastisk. Og så her for 1 år siden valgte vi at købe Checco, som er blanding af amstaff og labrador, og ham har vi ingen problemer med.
    Udover de 2 hunde, har vi også 4 katte + en killing om 7 uger, en chinchilla, en rotte, en slange, og lige startet op med akvarie.
    Alle disse dyr kræver også at man ved hvad man har med at gøre, da nogle af dem skal passes på specielle måder. Men jeg elsker mine dyr, og jeg ville aldrig skille mig af med nogen af dem. Jeg er ikke typen der interesserer mig for at gå i byen, og tage til fester, ferier er der heller ikke nogen af. Så derfor forstår jeg ikke hvorfor jeg ikke burde have mine hunde?
    jeg er en bedre hundeejer end så mange andre jeg kender, jeg giver mine dyr kærlighed, de er mine bedste venner, dem der får smilet frem på læberne når man er trist, dem der holder en igang.
    Ja, de betyder sq næsten alt for mig.
    Lad være med at skære alle over en kam, vi er faktisk nogen som elsker vores dyr, som lever for vores dyr, og som faktisk passer vores dyr bedre end så mange andre.

    Tænk på det inden i dømmer folk.


Kommentér på:
Hvorfor købe hund som helt ung ?

Annonce