Smid-væk-frustrationer {{forumTopicSubject}}

Øv, altså, de der typer.

Jeg har lyst til at spørge, hvad dælen man gør, men der er vist ikke så meget andet for end at skænke det en trist tanke og så få luft hos folk, der forstår det.

Der er denne her unge pige. Jeg vil tro hun er en 22 år og jeg nævner hendes alder, fordi det så siger så meget mere, at hun nu er oppe på hund nr. 5. Mindst.
Og nej, det er ikke fordi hun avler/træner/går rigtigt meget op i det; det er fordi de hele tiden bliver skiftet ud.

Jeg kender hende kun fra at have forsøgt at hjælpe hende lidt med at træne hund nr. 2 og 3, da hun boede tæt ved mig, så de 5 hunde, er kun dem, jeg kender til.

En dværgpinscher han, som blev solgt videre før jeg mødte hende. Jeg mener endda, hun aflevede på den uden at vide andet om den slags end hvordan man indrykker en annonce på dba, suk.

En amstaff han på lidt over et år, som blev givet væk fordi han "slog klik efter helt uskyldigt at være blevet overfaldet af en familiehund" - og adfærd og træning er åbenbart ikke noget, der kan og skal arbejdes på. Dette naturligvis efter, han forlængst var blevet brugt til avl, fordi han var så rar.

En misrøgtet, usocialiseret, sultet, nervøs, amstaff-tæve på 1 år, som bare blev stoppet ind i den etværelses lejlighed sammen med den da 1-årige amstaff han uden forståelse for hvad, denne ellers venlige og forknytte tæve ville have brug for. Det gik heldigvis ikke katastrofalt med de to hunde kastet sammen uden indsigt, men tøsen havde heller ingen videre forståelse for, at slåskampe mellem dem skulle stoppes (og undgåes, dammit), og at den over-afhængige tæve krævede ekstra - og at alenehjemmetræning ikke betyder bind-hunden-på-badeværelset-så-hun-da-kun-kan-jamre-mens-den-anden-hund-luftes-fordi-hun-bliver-så-panisk-angst-at-hun-ødelægger-ting.

Suk. Nå, en måneds tid efter at hun havde anskaffet sig denne udsatte tæve, skulle hun så flytte og ups, der måtte hun pludselig kun have en hund. Så tumult, frem og tilbage, "det er med sorg" blabla annoncer og hurtigt ud til en ny familie med tæven. Jeg håber hun så der, har fået ro og tryghed til at blive den gode hund, der bestemt var potentiale for.

I det mindste nåede hovedpersonen i denne sørgelige historie ikke at avle på de to amstaffer.
Hannen blev jo så sendt videre til familie, da der ganske kort tid efter blev problemer med ham. Det er vel altid noget, at hun prøvede at undgå problemet ved at sende ham et sted hen, hvor der ikke var andre hunde, han kunne flegne på, når det tilsyneladende ikke kunne falde hende ind, at forebygge og afhjælpe.

Jeg håbede, at hun da så havde lært noget og fået nok sorg og besvær for et stykke tid. (Er det for dælen ikke hårdt at blive ved med at smide hunde væk?! Hun påstår da at holde af dem.) Jeg havde fred for situationen i noget tid, eftersom hun var flyttet til en anden by og med lidt god vilje kunne man da til nød forstå de tre første hunde. Men fandme om jeg så ikke kort tid efter tilfældigt faldt over en annonce med en lille papillontæve til salg. Jeps, gæt hvem ejeren var. Denne gang var undskyldningen så vidt, jeg husker, tiden. Tjah, nu havde hun jo også allerede brugt den med lejligheden et par gange. Pudsigt dog, at billederne i annoncen viste både papillon'en og amstaff-hannen, at hun altså både havde anskaffet sig den lille mens hun stadig havde hannen - og at det jo så var i selvsamme lejlighed, hvor hun ikke måtte have to hunde og derfor skulle af med amstaff-tæven.
Der kom nogle lettere suspekte indlæg i den salgsannonce, og da det lod til, handlen på denne netop-kønsmodne papillon-tæve uden papirer skulle gå til en, der gerne ville tilføje hende til flokken for at avle (!) måtte jeg gøre mig ganske umage for ikke længere at følge med, det var simpelthen for sørgeligt og frustrerende.

I dag, vel omkring et halvt års tid efter, har jeg så lige set selvsamme tøs komme gående med en løs ustyrlig papillon og en bedårende lille ny amstaff hvalp. Argh! Hvorfor hun ikke kom af med papillon'en alligevel (jeg håber da, det er den samme), ved jeg ikke, men kunne hun da så ikke bare have nøjedes med den i stedet for at skulle til skidtet igen med en ny hund?

"Åh nej," røg det ud af mig. "Holder du da ikke snart op med at anskaffe nye hunde og skille dig af med dem igen? Det er sgu synd!"

"Du lever dit liv og jeg lever mit", svarede hun og gik hurtigt forbi. Og det er da forsåvidt et meget fair svar, man kan jo blande sig for meget. Men problemet er fandme, at det ikke bare er hendes liv. Det er hund på hund af uønskede dyr, som med oddsene imod sig skal ud at finde en ny familie, som ikke bliver trænet og aktiveret ordentligt, og som ikke får nogen stabilitet og lærer passende adfærd. Og med hendes racevalg og manglende indsigt i noget som helst, så er det sgu også andre folks hunde, når det "slår klik" for hendes næste "ven". Hvorfor kan folk ikke indse det? Hvorfor skal de for helvede blive ved med at begå samme fejl og oven i købet vælge en så krævende race som amstaff, når de ikke fatter noget? Hvorfor kan de ikke lære det efter hund nr. 1? Eller i det mindste hund nr. 4 (eller 8 eller hvor mange flere hun har haft udover dem, jeg tilfældigt har set og hørt om)?

Hendes hunde har formentligt fået det bedre af at komme videre. Men det havde sgu været bedre, hvis hun bare havde holdt sig til en - så var der i det mindste kun den, der fik et uhensigtsmæssigt liv, i stedet for den ene unghund efter den anden der skal omplaceres og i nogen grad rehabiliteres. Misforstå mig ikke, det er ikke mit indtryk at hun behandler sine hunde så grimt som så mange andre; jeg tror bestemt hun holder af dem og at hun selv mener, hun gør det udmærket. Det er bare ikke godt nok og hun har ingen forstand på det at holde hund (og særligt krævende racer) og tilsyneladende heller ingen interesse i at sætte sig ind i det. Hun har alle mulige uindskyldninger og åh-så-gode-grunde til at producere denne endelange række af affaldshunde. Åh, for pokker altså.

Og i hendes øjne er det mig, der er den store slemme, fordi jeg sagde noget til hende. Hvis hun da bare kunne kigge lidt på situationen i stedet for at bruge så meget krudt på at sige grimme ting om mig.

Det er såmænd ikke fordi jeg har noget imod at være den store slemme, eller at dem herude af typen kamphunde-og-lignende-ejere-som-slet-ikke-burde-have-hund kan få noget sladder at være fælles om, men jeg ville dælme bare ønske, det betød en hujende fis for hundenes liv. Der er sgu ikke fornuftige muskelhundeejere nok til at overtage alle de problemhunde den slags mennesker får produceret. De små hundes skæbne kan være lige så trist, så det er bestemt ikke for at overse dem, men i det mindste har de bedre chancer for omplacering og deres ulykke bliver ikke på samme måde til fare for andre.

Hvor er det bare frustrerende, at det eneste man kan gøre er, at håbe, hun flytter langt væk igen, før den næste hund bliver gammel nok til at udvikle problemer, der kan gå ud over andre dyr og mennesker.