Gammel puddel reddet! {{forumTopicSubject}}

Ja, her kommer så en historie fra virkelighedens verden, ikke fra medierne ;o)

Da jeg sad på værelset i dag, hørte jeg mor råbe at jeg skulle skynde mig ud, for der løb en fri hund. Jeg styrter ned, griber en guf, får listet mig ud inden Mille smutter forbi mig, og spæner så afsted for at finde mor og hunden. Da jeg kom ud, kunne jeg hverken finde mor eller hund, men ser lidt efter mor langt nede ad vejen. Hun råbte at jeg skulle skynde mig at tage cyklen og cykle, så det gjorde jeg.

Da jeg kom derned havde mor fået hunden ind på en lidt mindre trafikeret vej. Jeg fir besked på at cykle op og spærre vejen for hunden, men så snart jeg var foran an den, opdagede jeg at den var helt hvid på øjnene. Inden jeg nåede at tænke andet end "Den må være blind" gik den ind i cykelhjulet. Heldigvis holdt jeg stille, så snart jeg kommet ovenpå forskrækkelsen får jeg besked på endnu en gang at spærre. Det lykkedes os ikke at få fat i den på den måde, så mor og jeg byttede rolle. Jeg kunne bare ikke få fat i den, for den reagerede ikke når hjeg forsøgte at kalde den til mig, og dens halsbånd det kunne jeg ikke få fat i.

Det endte med at mor fik bremset den med cyklen, og mens hun hurtigt hoppede af og fik fat i nakkeskindet af den (vi kunne som sagt ikke få fat i kædehalsbåndet) greb jeg cyklen. Hunden som faktisk ikke kun var blind, men også døv, blev forskrækket og begyndte at bide efter mor. Da mor ikke ville slippe den, blev hun ved med at holde i den, og så endte det selvfølgelig med at den fik bidt hende ikke mindre end 4-5 steder.

Hunden begyndte så småt at falde til ro, så mor kunne tage i halsbåndet i stedet for nakkeskindet. Der kom nogle forbi, men ingen af dem havde mobil, så jeg gik rundt og ringede på, men der var ingen hjemme nogle steder, så jeg kørte i stedet hjem for at hente en snor og vores egen mobiltelefon (jeg glemte alt om snor, da jeg gik ud af døren første gang. Hvor dum kan man være?)

Da vi endelig fik ringet op til nummeret på hundens ejer, fandt vi ud af at det var nedlagt! Så må vi i stedet ringe til politiet, som så ville sende en vogn efter hunden.

Da vi har siddet ca. 20 min. og ventet, fandt vi ud af sammen med nogle der boede omkring hvor vi fangede hunden, hvem ejeren var. Utroligt nok kom hun kørende lige som vi skulle til at slå det nye nummer op. Hun blev utrolig glad for at vi havde fundet hunden, og hun var selvfølgelig ked af hvad der var sket med mor. Vi snakkede lidt med hende, og hun bekræftede vores teori om at hunden var døv, blind og gammel. Vi ringede til politiet, og de fik stoppet den patruljevogn som var kørt afsted.

Da vi kom hjem, kørte mors veninde hende ind til vagtlægen så de kunne få tjekket bidsårene. Lægen fortalte at hun skal holde hånden i absolut ro i 3 dage og derefter ikke lave for meget med den. Desuden skal hånden renses i sæbevand, tit.

Imens mor var afsted kom ejeren til hunden op til os med en kæmpe, stor buket blomster, en hvidvin og en pose bolscher som tak for hjælpen og for at sige god bedring.

Jeg må sige at det var varmende at se den store glæde som strømmede ud fra hund og ejer, da de mødte hinanden igen. Så selvom mors arm blev noget bidt i, så var det godt at vi fik fanget hunden, for den kunne nemt være blevet kørt over som den løb der på vejen uden at kunne se og høre. Sikke en dag!

Jeg måtte lige dele det med jer andre. Det er ikke hver dag, man oplever dette ;o)

Ellers: God aften!