Så blev det min tur. Sikken følelse :) {{forumTopicSubject}}

Idag her ved 16,00 tiden kørte mig og min far hjem fra otterup, vi havde været ude og handle. Pludselig kommer der en brun labrador (vi fandt senere ud af at det var en tæve) løbende, og så spørger mjeg om vi ikke kan tage den med. Den havde intet halsbånd, men den ville ikke ind i bilen, så jeg steg ud og fik den med mig. Den var ret lydig, så det var ikke så svært. Ca. 5 minutter efter kommer min far på cykel og så var vi hele byen igennem.. Den er heldigvis ikke så stor, der bor vel højst 30 mennesker.. Men hvad værre var, var det at der er ca. 7 brune labradore i byen.. Vi var alle huse igennem, men ingen kunne kende den.. Jeg fandt ud af at den var øremærket, så vi besluttede os at køre til dyrlægen med den, men først ville vi lige høre vores nabo og hun vidste noget, for hun kender alle hundene i byen, men hun kendte den ikke. Vi lukkede den så ind til os for at den kunne få lidt vand, og så tyggede den lidt på kødben, og så legede den med Felix.. Så ringede vores nabo efter nogle, som jeg ikke ved hvem var, og så ca. 5 minutter efter kommer der en og henter hunden. Den hed Choko.. (Ved ikke om hun staver det på en anden måde, men pyt ;)) Nøøj en dejlig følelse af at have "redet" en hund der bare løb ude på den store vej..

Ejeren havde ringet til dyrlægen før, men dyrlægen henviste dem til politiet, og politiet sagde at de skulle lade hunden løbe, så fandt den nok selv hjem.. Men det gjorde den ikke.. Den hørte til i E et eller andet.. Egense eller sådan noget, det kan jeg ikke lige huske Men hunden var vidst kun 1 år og 10 måneder. Den var så god af sig, og bare så sød.. Nøøj hvor ville man gerne have beholdt den