Både det værste og bedste? {{forumTopicSubject}}

Beklager den dårlige overskrift, men jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle kalde tråden.

Jeg ved egentligt ikke hvad jeg vil med den, udover at dele nogle tanker, og hører andres erfaringer, og måske bare føle at jeg ikke er alene med de tanker og følelser jeg har.?

Jeg venter jo på en hvalp, efter jeg for snart 6 måneder siden mistede min elskede Rosa. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke savner hende, men jeg er også ved at være et sted, hvor jeg faktisk føler mig klar til at åbne op for en ny, og glæder mig til det.

Men med alt det, kommer der selvfølgelig en masse tanker. Tanker som har fyldt siden vi begyndte at snakke ny hvalp. For vi har jo selvfølgelig skulle finde ud af, hvad det er vi ønsker os i den nye.
Og her er "problemet" så. Det er reelt ikke et problem, men det er alligevel tanker der fylder og noget der får følelserne frem.

Inderst inde ville jeg jo vælge Rosa hvis jeg kunne. Det ved jeg at jeg ikke kan, men der er mange af de kvaliteter som hun havde, som jeg virkelig ønsker og håber at få i den næste, men samtidig ville jeg ønske at det var NU jeg købte en Teemo, fordi han er så meget anderledes, så det ikke minder mig om Rosa, men det er ikke en Teemo mere jeg har brug for, det er jo alt det jeg mangler fra Rosa jeg har brug for at få lidt af igen. Det af det jeg nu engang kan i en anden hund.

Samtidig har jeg fundet ud af at der er chance for at få Black and tan, i i hvert fald et af de kuld jeg står skrevet op til. Det er en af mine absolut favorit farver, selvom jeg ikke kommer til at vælge på farve. Men fordi Rosa jo var den farve, er det samtidig bare den farve jeg allermindst vil have lige nu.

Det er sådan meget modstridende følelser jeg har lige nu, omkring hvad jeg egentligt håber på at få, for det allerbedste er også det værste.

Jeg ved jo godt logisk set, at hvalpen ikke er Rosa, at selvom jeg får nogle af de kvaliteter som Rosa havde, eller en hund i samme farve, at det så stadig er et helt andet individ, som jeg lære at kende og kommer til at elske præcis for den han er, men jeg kan alligevel ikke helt slippe følelserne.

Jeg synes det er svært at stå i, for på den ene side er jeg bare helt klar til at komme videre nu, til det liv jeg drømmer om med ny hvalp i flokken osv. og på den anden side er jeg bange for at få en hvalp der minder mig for meget om Rosa. Måske mest af alt selvfølgelig fordi jeg savner Rosa, men nok ligeså meget fordi jeg er bange for at sammenligne og at hvalpen så ikke kan leve op til mine forventninger, fordi den pludselig skal leve op til at være Rosa og ikke at være den, og det ønsker jeg ikke.

Min hvalp bliver tidligst født til sommer, så det er ikke fordi jeg på nogen måde skynder på mig selv. Det er bare svært at skulle finde en efterfølger til en hund der har efterladt så dybe spor.

Hvis der er nogen, der selv har prøvet at have den der hund der bare lige satte et ekstra stort aftryk, og så har fået en ny, hvordan har det så været? hvilke tanker var der inden købet, og hvordan gik det med at se den nye som den hund den var, og ikke som den gamle osv.?