Man skal aldrig............ Man skal aldrig............

sige aldrig..... Jeg har haft retrievere siden 1980. Jeg er 100% retrievermenneske (eller det troede jeg at jeg var). Så mødte jeg Gittes hunde og synes at de var søde, meeeeeeeeeeeen.

Skæbnen ville så at Murphy dumpede ned i vores turban og han er højt elsket. Meeeeeeeeeeen.

Planen var at der skulle en labradortæve i huset på et tidspunkt. Vi passede en 8 årig tæve i sommerferien, imens hendes familie var på ferie. En skøn tæve. Meeeeeeeeeen, hun og Murphy klikkede slet slet ikke. Faktisk var han bange for hende og turde ikke gå ud til mig på badeværelset, ligesom han heller ikke turde gå fordi hende i stuen, hvor jeg sidder. Så hun blev afleveret tilbage (og bliver nu hos opdrætter istedet). Manden og jeg kiggede på hinanden og sagde: Hvad skete der lige der?". Vi var faktisk lettede over at hun var væk. Vi måtte indrømme overfor hinanden at vi faktisk slet ikke savnede en hvilken som helst labradortæve. Vi savnede tøserne (primært Lotus, som med sit rolige sind var SÅ god for mit syge sind) og det er bare ikke fair overfor en ny hund.

I mellemtiden havde Gitte fået en 3½ måneder gammel hvalp retur, fordi familien skulle skilles. manden her i huset og jeg kiggede på hinanden og sagde: "SÅ må hun hjem til os og bo, når vi kommer fra sommerferie".

Så dagen efter vores hjemkomst fra Bornholm, kom Gitte så med Freja, som nu hedder Laura.
Det ville være synd at sige at det var kærlighed ved første blik. Murphy var HELT sikker på at Gitte havde glemt noget, da hun kørte og lod Laura blive tilbage. Der gik 12 timer, hvor jeg var lettere panisk. Murphy var IKKE glad. Nu, 8 dage senere, ser det således ud:

https://www.hundegalleri.dk/video/diverse-hund/46271-leg

Og jeg, der ALDRIG skulle have terrier, prøver at undlade at sige ALDRIG igen