den lalleglade møghund... den lalleglade møghund...

...Ja det er zita's kælenavn, og det er kærligt ment. Det er i dag et år siden at vi "arvede" hende og lige siden har det kun været hårdt arbejde med hende. Min farfar, havde mishandlet hende lige siden han købte hende som hvalp, han var engang en rigtig dygtig hundetræner og havde vundet uttallige trofæer og pokaler med en tidligere schæfer, så han troede han kunne magte at opdrage endnu en hvalp, men nej... han kunne ikke kalde hende til sig, (no wonder, en hund kan ikke lide folk der skælder ud ved hjælp af en kæp....) hun havde ifølge ham alt for meget energi (NO wonder, hun var en hvalp, hvalpe er utrættelige) så da min farfar døde, i august for 2 år siden (en glædens dag for han var forfærdelig), det blev hurtigt aftalt at min far skulle købe gården min farfar og farmor (og lettere retarderede farbror) boede på, og når min farmor og farbror så flyttede til byen, så skulle vi "arve" Zita, Zita gjorde som det passede hende indtil vi overtog hende, hun lukkede selv døre op, når hun ville ud, og gjorde ellers hvad der passede hende. men på det år vi har haft hende, har hun lært at det IKKE er en god ting at åbne døre selv, hun har lært sit,dæk og kom her. Men det sværeste har været at få hende til at kunne stole på min far, ja alle voksne mænd generalt, for de minder hende om min farfar... især at få hende på "plads" har været en udfordring, for "plads" har ved min farfar været et sted man skulle sidde når man fik skæld ud (med den før omtalte kæp). men i dag er det min far der bedst kan få hende på "plads" så det har været et hårdt år, og det næste år bliver hårdt, men det er det værd, for vi har fået en lalleglad møghund, som vi elsker.

næste skridt, er at lære hende at snoren ikke bliver brugt til afstraffelse, men til leg, når man skal ud og gå tur, f.eks. i skoven....

det næste i kan gøre, det er at hoppe forbi hendes profil og se hvor glad hun er... og gí hende en lille kommentar....