{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
2.564 visninger | Oprettet:

Tarminvagination-inkompetent dyrlæge {{forumTopicSubject}}

Mistede desværre en meget lovende hvalp i august 2013.
Vil gerne dele lidt ud af min erfaring i forhold til et sygdomsforløb samt efterfølgende erstatningssag.
Først får i lige mulighed for at læse min klage til dyrlægen, hvis I har lyst. Ved godt det er lidt langt:


Klage vedrørende manglende- og fejlbehandling af syg hundehvalp.

Jeg har besluttet mig for at klage over Jeres behandling af min hundehvalp. Efter at have gennemgået forløbet, sidder jeg tilbage med følelsen af, at der kunne have været gjort så meget mere. Efter at have forhørt mig hos fagfolk samt læst om lignende episoder, er jeg af den klare overbevisning, at Chips kunne have været reddet. Her under vil jeg beskrive forløbet fra mit synspunkt.

Sygdomsforløb for Future-Rotts Chips:

Dag 1 – 30. juli 2013
Får diarré og mavesmerter i løbet af eftermiddag. Jeg faster hunden resten af dagen.

Dag 2 – 31. juli 2013
Har på et døgn ca. 30 x opkast samt 15-20 x diarré og appetitten er forsvundet.

Dag 3 – 1. august 2013
Dyrlæge P. B. undersøger Chips og han orienteres om forløbet. Dyrlægen ordinerer antibiotika i 5 dage.

Herefter stopper hvalpens opkast, men hun har fortsat diarré og manglende appetit. Begynder at virke nedtrykt og nedstemt. Drikker fint med væske. I løbet af de 5 dage hun er på antibiotika er jeg jævnligt i kontakt med dyrlæge P. B., som siger vi skal se tiden an.

Dag 8 – 6. august 2013
Der er ikke de store fremskridt at se. Stadig diarré, appetitløshed og manglende humør. Dyrlæge P. B. kontaktes, han undersøger hvalpen og konstaterer at hendes tilstand er kritisk forværret. Hun har blege slimhinder, stor vægttab og er meget dehydreret. Han ordinerer en anden slags antibiotika kur i 5 dage.

Dag 10 – 8. august 2013
Der ses en forbedring. Appetitten bliver bedre, humøret bliver bedre og der er næsten normal afføring.

Dag 12 – 10. august 2013
Igen kommer der en forværring hos Chips, hun mister appetitten og får diarré.

Dag 14 – 12. august 2013
Kontakter dyrlægen, da der igen er blodig diarré og antibiotika kuren er slut. Bliver tilset af dyrlæge H. B. Får en 3. slags antibiotika. Hundens vægttab er nu massivt, hun har tabt sig fra 15-16 kg til nu kun 11 kg.

Dag 15 – 13. august 2013
Kontakter dyrlægen, da tilstanden er uændret. Dyrlæge H. B. mener vi skal se tiden an til onsdag.

Dag 16 – 14. august 2013
Opkast starter igen. Fortsat blodig diarré, appetitløshed, nedstemthed og massiv vægttab. Hvalpen indlægges. Jeg beder dyrlægen tage blodprøver, som skal undersøges for anaplasmose, samt andre sygdomme med disse symptomer. Samt beder dyrlægen tage afføringsprøve og røntgenbillede. Jeg bliver bedt om at afhente hunden om eftermiddagen, da der ikke er bemanding på klinikken efter kl. 17.00. Jeg henter Chips kl. 15.00, hvor jeg bliver oplyst om at der er taget blodprøve, som er testet i huset med negativt resultat. Blodprøven er desuden sendt til yderligere undersøgelse. Dyrlæge H. B. siger til mig, at såfremt jeg kommer i tanke om andre ting jeg gerne vil have blodet undersøgt for, så skal jeg bare henvende mig. Der er ikke taget afføringsprøve eller røntgenbilleder. Den behandling de har givet hende under indlæggelsen er væske i drop og tvangsfodring.
Kl. 16.00 kontakter jeg klinikken og fortæller at den blodige diarré er kraftig forværret og det er nu frisk, klart blod som kommer og med meget større hyppighed end tidligere (2-4 gange i timen) Jeg bliver orienteret om, at såfremt denne forværring kræver handling, vil jeg blive ringet op. Jeg hører ikke fra klinikken overhovedet.

Dag 17 – 15. august 2013
Om morgenen kontakter jeg Skive dyrehospital, hvor jeg taler med dyrlæge Lars Jeppesen. Jeg fortæller ham om symptomerne. Han oplyser, at som tilstanden bliver beskrevet, så er sygdommen nu så fremskreden at det gælder om at holde liv i hvalpen indtil man finder en diagnose. Han ville tidligere i forløbet have valgt at tage en afføringsprøve, for at konstatere hvad Chips fejler. Jeg oplyses om, at man kan tage en afføringsprøve med en vatpind og sende den af sted med det samme. Desuden vil han anbefale, at der tages et røntgenbillede, for at udelukke fremmedlegemer. Hvis der ikke findes fremmedlegemer skal hvalpen have kvalmestillende i drop, så den hjælpes til at optage føde.
KL. 08.30 går jeg om på klinikken med Chips, hvor de igen vælger at indlægge hende. Jeg oplyser dem om min samtale med dyrlæge Lars Jeppesen. Der ses stadig ingen forbedringer overhovedet. Jeg beder dem igen foretage en afføringsprøve samt røntgenbilleder. I løbet af dagen er jeg jævnligt i kontakt med klinikken, som oplyser at tilstanden er den samme, ingen appetit, blodig diarré og kraftige mavesmerter. Der tages røntgenbillede, som dyrlæge H. B. udtaler, ser meget mærkelige ud. Hun kan se store udposninger på tarmene som hun mener, er fyldt med blod. Jeg bliver bedt om at hente hvalpen senest kl. 17.00. Chips afhentes, jeg får endnu en gang antibiotika med hjem og oplyses om, at hun har fået kvalmestillende, noget til at berolige slimhinderne med kontrast samt er blevet tvangsfodret. Ellers ingen behandling (stadig ingen afføringsprøve).
Kl. 17.45 ringer dyrlægen og fortæller hun har modtaget nogen af blodprøvesvarene og hun mener blodprocenten er alarmerende lav, så hun synes jeg, dagen efter, skal finde et større dyrehospital og få foretaget en blodtransfusion.

Dag 18 – 16. august 2013
Jeg ringer til Bygholm Dyrehospital og oplyser om behovet for en blodtransfusion. De finder straks en bloddonor og indkalder Chips til konsultation kl. 11.45. Chips bliver undersøgt af dyrlæge Peter Kierk, som godt kan se, at den er helt gal. Han kigger på blodprøvesvarene og fortæller at blodprocenten er fin for en hvalp, så blodtransfusion er ikke aktuelt. Chips får kontrast og der tages nye røntgenbilleder. Billederne gør dyrlægen meget bekymret. Han udtaler at han aldrig har set noget lignende. Han kan ikke umiddelbart finde en diagnose, men med de beskrevne symptomer tror han der er tale om en tarminvagination. Under forløbet på Bygholm dyrehospital, forsøger Chips at komme af med noget afføring, hvilket resulterer i, at hun presser en del af sin tarm ud, ca. 10 cm, igennem endetarmen. Dyrlægen lytter på Chips og kan ingen peristaltik høre overhovedet. Peter spørger om lov til at haste operere hvalpen, en operation til ca. 12.000 kr. Jeg giver mit samtykke og dyrlægerne går straks i gang. Jeg kører fra klinikken, men bliver 10 minutter senere ringet op af dyrlæge Peter Kierk, som oplyser at det ganske rigtig var en tarminvagination og der skulle fjernes minimum 20 cm død tarm og prognosen er meget dårlig blandt andet på grund af hundens almene tilstand. Hun vil desuden formentlig komme til at lide af tarmproblemer resten af sit liv.
Jeg beder dyrlægen afslutte Chips’ pinsler og aflive hende.

Jeg har under hele forløbet følt, at jeg skulle tage initiativ til alle undersøgelser og prøver. Jeg har søgt informationer i mit netværk og hos andre dyrlæger og forsøgt at komme med mulige løsninger. Jeg har hele tiden holdt fast i, at økonomien ikke var et aspekt, da Chips var dyrlægeforsikret. På intet tidspunkt er der taget temperaturmålinger på hvalpen eller ordineret smertestillende, selvom hun var meget smertepåvirket. Først efter 16 dage med blodig diarré vælger man, på kraftig opfordring, at foretage blodprøver, hvor man kunne teste for blandt andet parvovirus.
Nej, jeg er ikke dyrlæge og jeg er udmærket klar over, at man ikke kan være specialist på alle områder, men det frustrerer mig, at der stort set intet er sket på 17 dage. Jeg føler ikke man har gjort en indsats for at finde en diagnose. Såfremt man ikke har den fornødne ekspertise, synes jeg, man er nødt til at indrømme det langt tidligere i forløbet, det havde måske givet Chips en fair chance.
Jeg er selvfølgelig bitter over at have mistet min fremtidige konkurrence- og avlshund, men det der smerter mig mest, er tanken om Chips’ kamp for livet, hvor hun i 18 dage var igennem et smertehelvede inden hun til sidst fik fred.

Den erstatning jeg kræver, er 20.000 kr. for hvalpen. Jeg mener prisen er rimelig, da kvaliteten på hende var høj. Hun var ud af egen avl, så jeg har selv stået for alle udgifter til blodprøver, parring og kejsersnit, som endte med hun var eneste overlevende hvalp. Hun var eneste hvalp i Danmark efter denne tyske top-hanhund. Hendes mor er avlskåret med fine resultater. Udviklingen af hendes eksteriør, var så lovende at jeg havde fået flere købstilbud fra Sverige. Mentalt fremstod hun stærk og meget racetypisk. Jeg har lagt mange timer i hendes træning. Desuden mener jeg, at regningen fra K. dyreklinik skal reduceres betragteligt eller helt slettes, da Deres behandling ikke har været korrekt og tilstrækkelig.

Jeg ser frem til at modtage Jeres svar på klagen.


Spar penge på din forsikring

Kommentarer på:  Tarminvagination-inkompetent dyrlæge
  • #2   13. mar 2015 Min smukke Chips smiley smiley

    profilbillede
  • #4   13. mar 2015 Tarminvagination er en tilstand, hvor en del af tarmen kravler ind i sig selv og lukker for blodomløbet i den del.
    Inkompetent er = dårlig


  • #6   13. mar 2015 I Chips' tilfælde, fik hun det, fordi hun havde været syg i tarmene så længe.
    Men ellers kan man godt risikere de har medfødte, hybermobile tarme.


  • #7   13. mar 2015 For pokker da ,du har da været meget igennem
    Jeg syntes det er ok, at du klager ,det er da utrolig lang tid det tager, for dine dr,læger, at finde ud af hvad din hund fejler ,og alt det i skal gå igennem
    Jeg havde nok opgivet noget før end dig smiley


  • #8   13. mar 2015 Jeg fik en erstatning på 10.000 kr og dyrlægen skulle dække mine dyrlægeudgifter til operationen. Jeg fik medhold i alle klagepunkter smiley

  • #9   13. mar 2015 Hvordan gik det så med klagen?
    Forfærdeligt at miste en skøn hund på den måde.


  • #10   13. mar 2015 sidder her med tårene trillende ned af kinderne, hvor er det dog tragisk stakkels lille bebs ;-( de dyrelæger er da virkelig ikke deres bestalling værdig... håber virkelig du får en retfærdig erstatning, selvom en så smuk en hvalp bare ikke kan gøres op i penge, for som du skriver er det kun dine udgifter med kejsersnit o.l. du vil få dække, men hvad så med fremtidig "indtægt", den mister du, så 20.000 er godt nok lavt sat efter mit hoved.

    håber du forstår hvad jeg mener..


  • #11   13. mar 2015 Mine udgifter til at "lave hvalpen" fik jeg ikke dækket. Kun de 10.000 kr. som erstatning for hunden og så mine dyrlægeudgifter til sygdomsforløbet på hvalpen. Så ja, jeg fik erstatning, men den kan jo slet ikke dække omkostningerne. Men min lille Chips' fik alligevel en oprejsning og dyrlægen er forhåbentligt klogere næste gang.
    Jeg ændrede faktisk mit erstatningskrav på et tidspunkt i forløbet:

    Udgifter i forbindelse med Future-Rotts Chips

    Dyrlæge ved forberedelse til parring: 1.508 kr.
    Transport til østtyskland - 589 km x 2 x 3,82 kr.: 4.500 kr.
    Ophold i Østtyskland - 66 euro x 7,5: 495 kr.
    Parring - 550 euro x 7,5: 4.125 kr.
    Kejsersnit: 7.461 kr.
    Salgspris ved 8 uger 10.000 kr.:
    Salgspris ved 16 uger 15.000 kr.: 15.000 kr.
    Vaccination, ormekur, chip, registrering og pas: 2.000 kr.
    Foder: 1.000 kr.

    I alt: 36.089 kr.

    På trods af Chips unge alder, var det tydeligt for enhver, at hun tegnede utrolig lovende. Som brugshund viste hun gode egenskaber, ved at fremstå enormt arbejdsivrig, lærenem og med gode, dybe greb i byttet og total blottet for frygt.

    Hvalpens eksteriører og udstråling var på et meget højt niveau. Hun havde meget god pigmentering, sund og kraftig bygning og virkelig velvinklet.

    På grund af hvalpens lovende fremtid, havde jeg besluttet mig for at beholde hende selv, så hun kunne blive min kommende konkurrencehund og fremtidige avlstæve.

    Ifølge mail fra opdrætter Ditte Ehlig, er Deres tidligere avlstæve blevet vurderet til en værdi af 12.000 euro (90.000 kr.)

    Desuden kan jeg oplyse at Fattiggårdens Luca (Chips mor) er min nuværende avlstæve. Hun har tidligere haft 2 kuld, hvoraf 2 hunde fra første kuld allerede er avlskåret inden de er fyldt 3 år. Luca laver generelt hvalpe af meget høj kvalitet, som er eftertragtet. Luca er avlskåret, har en brugsprøve og er udstillet med udmærkede resultater.

    Lennox vom Weissen Schwan (Chips far) er en meget brugt og anerkendt avlshan i Tyskland og Chips var eneste hvalp efter ham i Danmark, hvilket var med til at øge interessen for hende. Lennox har lavet en enorm flot ZTP og udmærker sig altid på udstillinger.


  • #12   13. mar 2015 Det som gjorde og stadig gør mest ondt på mig, er bevidstheden omkring, hvilke smerter dyrlægens TVANGSFODRING må have medført min lille pige som havde "knuder" på tarmene, det er næsten ikke til at bære.... Har selvfølgelig også fortsat dårlig samvittighed over, at jeg ikke tog hende til en anden dyrlæge langt tidligere i forløbet....

  • #13   13. mar 2015 Puuha, jeg sidder her på gulvet med hunden imellem benene og kan ikke forestille mig hvor hårdt det må have været for dig. Det var rigtig hårdt at læse din "beretning"/klage. Puha smiley

  • #14   13. mar 2015 Hvis det er hvor jeg tror det er...
    Ja altså han er vist god til landbrugsdyr.
    Efter første konsultation med min tidligere hund fandt jeg en anden dyrlæge


  • #15   13. mar 2015 Det er en lille dyrlægeklinik, hvor jeg egentlig er godt tilfreds med ejeren, men især én dyrlæge som arbejder der, er den dygtigste dyrlæge jeg har brugt, men hun havde desværre barsel da Chips var i behandling.

  • #16   13. mar 2015 I den by hvor du bor ?

  • #19   13. mar 2015 Rystende, det må have været så rædsomt smiley

  • #21   13. mar 2015 Træls forløb at have været igennem for dig.

    Klagede du direkte til dyrlæge eller hvordan fungerede det?


  • #22   13. mar 2015 Jeg tænkte lige på det samme som Pernille - vi BURDE jo kunne stole på at dyrlægerne med deres uddannelse er klogere end os, vi BURDE stole på deres autoritet, for vi BURDE ikke selv skulle stå med alle beslutningerne som dyrlægen bør stå for smiley Sat på spidsen er det jo lige før at man skal have en uddannelse for at navigere rundt blandt dyrlægerne smiley ét er at mærke om dyrlægen er i orden, men noget andet er at være tvunget til at betvivle deres autoritet og beslutninger. Dér burde de simpelthen være suveræne eller sende videre med det samme de ikke var i stand til at tage hånd om problemet.

  • #23   13. mar 2015 Jeg er ikke interesseret i at oplyse hvilken dyrlæge det drejer sig om, da jeg egentlig ikke vil hænge nogen ud.
    Men jeg vil gerne igen sige, at jeg fortsat kommer på samme klinik, fordi de har en enormt dygtig dyrlæge ansat. Selvfølgelig benytter jeg ikke den dyrlæge, som jeg mener er skyld i at Chips døde.
    Jeg skrev klagen direkte til dyrlægen og afleverede den personligt!


  • #25   13. mar 2015 Det er i orden Pia


  • #26   13. mar 2015 Man skal efterhånden selv være dyrlæge, for at kunne have en syg hund og anmode dyrlægerne om de rette behandlinger. det er da skræmmende!

    Dyrlægen burde have undersøgt afføringsprøve efter tre dage med dårlig mave. Længere må en simpel mavevirus nemlig ikke vare. Derefter følger blodprøver.
    Så dit forløb er under al kritik.

    Hvor har du dog været hårdt ramt.


  • #27   13. mar 2015 Ja, jeg kunne snart udgive en bog... smiley

  • #28   13. mar 2015 Hold da op en oplevelse ... der burde gives for svie og smerte, den stakkels hvalp har jo lidt helt unødigt grundet en inkompetent dyrlæge ....


Kommentér på:
Tarminvagination-inkompetent dyrlæge

Annonce