Den dansk-svenske gårdhund

Den dansk-svenske gårdhund

Den dansk-svenske gårdhund har fungeret som arbejdshund på gårde i Skandinavien i flere hundrede år, og nogle kilder hævder endda, at hunden kan have aner, der kan føres helt tilbage til vikingetiden - der hersker dog uklarhed omkring racens egentlige alder.

 

Flere billeder

Hunden blev først navngivet i 1987, da Den Danske Kennel Klub og Svenska Kennelklubben blev enige om navnet og anerkendelsen af racen. Hunden gik tidligere under betegnelser som foxterrier, skåneterrier og rottehund. 

På gårdene fungerede hunden både som vagthund, rottejæger og et festligt indslag. Racen er kendt for sit milde, venlige sind og er generelt en god familiehund, der uden problemer kan lege med børn. Racens meget rolige gemyt er et af de karakteristika, der adskiller den fra en terrier. 

Hunden har brug for aktivering, og en lang gåtur i skoven, diverse lege- og søgeopgaver samt god motion kan bestemt anbefales, og vil holde hunden sund og glad. 

 

Flere billeder

Størrelse og vægt kan variere en del fra hund til hund. Eksempelvis kan en lille hunhund veje 5-6 kg. mens en stor hanhund kan komme op omkring de 14 kg. Den dansk-svenske gårdhund er generelt en sund hund uden større helbredsmæssige problemer, og bliver normalt omkring 10-14 år gammel. Det er dog væsentligt at få hunden vaccineret jævnligt, da den er dygtig til at jage småvildt, og derfor nemt kan komme i kontakt med rotter samt grave musereder op. 

 

I 2011 tilføjede “American Kennel Club” den dansk-svenske gårdhund til deres Foundation Stock Service, hvilket betyder at racen nu må deltage i diverse AKC-events, som eksempelvis lydighedskonkurrencer, “dog agility” og lignende. 

 

Hvis du overvejer at købe en dansk-svensk gårdhund, kan du tage et kig på markedspladsen.

Annonce