Forfatter Jussi Adler-Olsen er en mand af gode historier,
det var vi klar over. Men at antallet af hunde i hans liv, og pudseløjerlige
fortællinger om dem, nærmest overgår perlerækken af romaner, kommer bag på selv
en hundehærdet journalist som undertegnede. Og vist også lidt på ham selv.
Tekst: Gertrud Baun / Foto: Per Arnesen for www.vimedhund.dk
Jussi Adler-Olsen, hans kone Hanne og gadekrydset Ally på to
år tager imod på kontoret i Allerød i Nordsjælland. I den rækkefølge. Først
forfatteren selv med frejdigt fremstrakt hånd, høje hilseråb og armbevægelser,
der byder velkommen, dernæst hans kønne kone Hanne, og til sidst må vi ned på
hug og arbejde lidt hundepædagogisk på sagen, for Ally, en lille sortpjusket,
forsigtig frøken, har søgt tilflugt bag sin mors ben.
”Ja, man skal altså ikke sige til os, at vi ikke skal tage
den svageste i kuldet, SÅ tager vi den, som ingen andre vil ha’!”, siger Jussi,
imens det endelig lykkes at få hilst på dagens ’hovedperson’, som er en
blanding af dansk-svensk gårdhund og dværgpudel.
Det er lige før årets store bogmesse og kort efter, at
forfatteren har lagt sidste hånd på femte bind i serien om Afdeling Q, krimien
”Marco Effekten”, der udkom 6. december. Jussi Adler-Olsen ved alt for godt,
hvor travlt han får i en ny bogtid, så allerede inden vi når det hyggelige
mødelokale, begynder han at speedsnakke om sit livs hunde. Historien om Jussis
’hundeliv’ begynder med historien om hans livs kærlighed og hustru, Hanne. Og
med en barndom blottet for hunde, fordi Jussi var ved at miste livet som
treårig.
Ved at dø som treårig
”Hanne og jeg mødtes i 1970 på et sommerferiejob efter gymnasiet. Da jeg kom
ind i hendes familie, rummede den i forvejen fem børn, akvariefisk, hamstere,
en ged, der stangede, en abe, der bed, og en boxer, der hed Dino, var to
millioner år gammel og havde en stinkende byld i øret og sjaskede af savl. De
elskede den hund betingelsesløst, og var der et lækkert stykke bøf tilovers,
gik det aldrig til mennesker, men altid til Dino. Jeg ville Hanne og
tænkte, at det nok ville hævne sig – dét at en hund kommer før én selv …”,
fortæller Jussi Adler-Olsen.
Hanne puffer flere gange til sin mand undervejs i hans
drillende fortælling om hendes rummelige familie, men hun kan ikke lade være at
klukke. Men inden man er færdig med at grine, er forfatteren godt i gang med
næste historie, der hurtigt flytter fokus fra mavemuskler til tårekanaler.
”Min allerførste erindring er om en hund. Jeg var to år og
fik en plastiktrompet i julegave. Den blev overrakt i gabet på min tantes
airedale terrier. Siden blev det småt med hunde.”
Året efter skete der nemlig noget, der holdt Jussi langt fra
hunde resten af hans barndom. Tre år gammel bliver han koppevaccineret, og
noget går helt galt. Blodpladerne brister, han bløder overalt i kroppen og er
alene på hospitalet, fordi han ikke kan tåle at græde, når forældrene går.
Lægerne giver op. Men det gør Jussis krop heldigvis ikke.
”Jeg blev helbredt, men måtte aldrig vaccineres igen. Det
betød, at jeg ikke måtte blive bidt af en hund eller rive mig på pigtråd. Vi
boede i Brønderslev på landet, så når jeg skulle op til min veninde Inger på
gården, måtte jeg vende om, hvis jeg mødte en hund på vejen. Til sidst blev jeg
ret angst af alt det, jeg skulle passe på.”
Første hund var et impulskøb
I dag sidder forfatteren lykkeligt og klør familiehund nummer otte bag
øret. ”Det er jo sjældent, man bliver bidt af sin egen hund, og egentlig
bange for hunde var jeg ikke som voksen. Så da Hanne og jeg var flyttet sammen
i Blågårdsgade, kom vi en dag forbi et bur med hvalpe, og vups! Vi er begge to
ret spontane,” siger Jussi og kigger på sin kone. ”Vores første hund, Toby, var
en labrador-gravhunde-blanding og lige så lille som Ally, men viiiiildt
energisk. Han skulle slet ikke bo i byen, så han havnede på en gård.”
Parrets næste hund, Gin, var der fårehund i, så det var også
en fejl, når man bor i byen. Men så kom Kiki. ”Hende havde vi i 13 år. En
pragtfuld schnauzer-pudel, som vi fik som etårig. Hun stod lige for aflivning.
Hun var meget sky, men helt vidunderlig. Hun var med på arbejde og fulgte mig
overalt,” fortæller Jussi. ”Vi havde også en kæmpe kat, der aldrig værdigede
Kiki et blik, men da den døde, sørgede hun frygteligt. Så måtte vi jo købe en
killing. Det var også Kiki, vi var ved at miste i en trafikulykke,” fortsætter
Jussi i fuld galop.” Hanne og jeg kom på hospitalet, og hunden var forsvundet.
Gudskelov havde hun snor på og havde viklet sig ind i en hæk og blev fundet 24
timer senere. Åh, det var tungt, da hun som 13-årig måtte aflives med dårligt
hjerte og vand i lungerne.”
Jussi sidder tavs et øjeblik, men springer så videre i
hunderækken, assisteret af Hanne, når han ikke lige kan huske årstallene.
Søn skulle vokse op med hund
”Vi ville have, at vores søn voksede op med hund. Så i 1993-94, da han var
fire-fem år gammel, og vi var flyttet til Allerød, fik vi en tibetansk
terrier-han. Den vogtede meget over vores lille flok. Men de små
legekammerater, der kom i huset, hørte jo ikke til flokken, så vi blev lidt
nervøse for, hvad han kunne finde på. Vi havde ham i halvandet år, så turde vi
ikke mere, og han kom til en gård. Men u-u-uha …”, Jussi kigger med nedadvendte
mundvige på Hanne, der bøjer hovedet, som om hun godt ved, hvad der kommer.
”Bortset fra, da vi tog sutten fra Kes, har vi aldrig følt os så onde.” Hanne
nikker med alvorlig mine.
Kort efter så parret i lokalavisen, at en familie havde én
tævehvalp tilbage i kuldet efter en dansk-svensk gårdhund og en foxterrier.
”Måske er vi selv lidt bastardagtige – lidt sammenstykkede,”
funderer Jussi. ”Vi er i hvert fald altid faldet for de der lidt forhutlede gadekryds.
Og Pixi var lille – deraf navnet. Hun havde mistet sin mor ved fødslen og var
flaskebarn. Og så havde hun ingen hale. Iiiih, Hanne, kan du huske, hvordan vi
altid blev skældt hæder og ære fra af andre hundeejere, der troede, vi havde
ladet hende kupere.”
Hanne fortæller, hvordan de altid skyndte sig at vise en
lille bitte hale frem, der gemte sig i pelsen, og tilføjer: ”Men det bedste ved
Pixi var, at vi blev tilgivet igen af Kes.”
”Ja, bortset fra den dag, jeg havde dem begge med i skoven.
Pixi var jo ikke bange for noget. ’Tag hende i snor, far’, sagde sønnen så. Og
jeg svarede, at det behøvede vi ikke. Rundt om næste træ møder vi så en
rottweiler. Pixi gik lige i struben på den, til den lå på ryggen. Jeg fik den
stoppet og havde den aldrig løs siden.”
Pixi blev 14 år, men ligesom hun blev den store tilgivelse,
gav hun også anledning til en ny hundekrise mellem Kes og hans forældre. Sønnen
var flyttet hjemmefra og var ude at rejse med sin idrætshøjskole, da hans
forældre uvidende tog hunden til dyrlæge, fordi de kunne se, den havde det
skidt.
”Han var så vred, fordi han ikke var med, men vi vidste
ikke, at dyrlægen ville anbefale os aflivning så hurtigt. Pixi havde gigt og
vand i lungerne. Men for pokker – hun var jo nærmest hans søster, det var virkeligt
forfærdeligt,” mumler Jussi.
Forkert uden hund
Vi sunder os oven på de barske hunderealiteter med den chokolade, Hanne har
stillet på bordet, før vi når frem i rækken til den dejlige hund, der nusser
rundt omkring Hannes stol. Men først kom Alba.
Det var i sommeren 2009. Jussis forfatterskab fik for alvor
fat, også i udlandet, og han havde fået rigtig travlt. Og Hanne ligeså, for hun
skippede sit tidligere socialrådgiverjob med handicappede børn for at arbejde
sammen med sin mand. Så skulle og kunne de overhovedet have hund igen? Men
Hannes søster havde fået sådan en dejlig hund gennem foreningen Græske Hunde.
Og så var Kes med til at vælge Alba, som var hos en dansk plejefamilie.
”Alba var sød og bedårende, men hun spankulerede rundt på
bordene, og vi kunne ligesom slet ikke nå ind til hende. Og vi måtte desværre
sande, at vi ikke havde tid og overskud nok med vores rejsevirksomhed til en
hund med hendes behov, så hun kom til en familie, der bedre kunne håndtere
det,” siger Jussi.
Et halvt år gik. Og Hanne sørgede.
”Når vi var hjemme, var det helt forkert, der ikke var en hund,” siger hun. ”Og
helt forkert at gå tur uden.”
Jussi syntes, det var ubærligt. ”Så gør det da!”, sagde han en dag. Og så var
Hanne på nettet i alt fra Den Blå Avis til internater og private opdrættere.
Sønnen Kes, der boede i Aalborg på det tidspunkt, kørte ned til Varde og mødte
sin mor, og de snuppede kuldets svageste med i bilen med det samme. Ally.
For travlt til at være nummer et
”Jeg tænkte, hvordan skal det gå med al den travlhed? Hanne læser bøgerne
igennem som den første og hjælper mig med at holde styr på persongalleriet, der
nu er oppe på omkring 100 personer. Men hun er også med på rejser i op til
flere uger, når jeg har presse- og forlagsaftaler i udlandet. Jeg har rejst
meget alene, og det er pænt hårdt. På de vilde pressedage redder Hanne mit liv.
”Hør her, du bliver nødt til at hvile dig!”, formaner hun, og så hjælper hun
lige med et jakkesæt og et kig frem i tidsplanen imens. Man kan have livvagter
og alt muligt fint, men der er ikke noget som en kone!”, erklærer Jussi og
klapper Hanne kærligt på armen.
Til gengæld vil Ally dårligt ud at gå tur med Jussi, hvis
Hanne ikke er med. ”Det er min egen skyld. Jeg har ikke været nok sammen med
hende. Men det er lidt underligt. Alle vores andre hunde har været tæt knyttet
til mig, men for Ally er Hanne nummer ét, så kommer Kes, så Kjeld, der er vores
gode husven og ELSKER hende, så kommer mostre og søstre – og så mig. Men det er
fint. Jeg elsker, at Hanne er glad. Og at vores bedste ven Kjeld er
bedstevenner med Ally. Han har lige købt rækkehus i nærheden af os og bliver jo
hellere hjemme fra biografen, hvis Ally er alene hjemme en aften. Hun kommer
nok til at bo en del hos ham, når vi er i udlandet,” griner Jussi, og Hanne
nikker smilende.
Hunde giver liv til alle rum
Ally finder sig dog pænt i, at Jussi tager hende op til fotografering. Selv om
han afbryder hendes tv-kiggeri ovre bag os. ”Ally ser jo fjernsyn. Hundrede
procent. Hun skelner, når det er noget med dyr. Men også mennesker. Desværre er
hun racist. Optræder der én med mørk hud, gør hun og angriber fjernsynet.
Heldigvis opfører hun sig ikke så slemt på gaden. Først troede vi bare, det var
skorstensfejeren, hun ikke kunne lide, men det er ikke kun ham. Det er lidt
pinligt,” siger Jussi og ser lidt beskæmmet ud.
Men ellers er der ikke nogen fortrydelse over hans og
hustruens liv med hunde.
”Vi kunne have købt en jumbojet for alle de penge, vi har
spenderet på hunde. Men vi ville gøre det om, ville vi ikke, Hanne? Hunde er en
del af familien. De skal bare ikke i møblerne eller sengen. Og de skal ikke gø
for meget, både af hensyn til andre og én selv. Det gør Ally desværre,”
afslører Jussi og lytter interesseret til, hvordan fotografen har forsøgt at lære
sin hvalp ikke at gø ude i haven.
Lige inden fotograferingen er ovre, kommer den langt mindre
sky border terrier James fræsende ind til sin bedste hundeven Ally. Han
tilhører Jussis personlige assistent Elisabeth og stiller gerne op til et par
fotos med sin veninde. De to hunde sætter i vild leg og spæner ud i hallen,
rundt i køkkenet og tilbage igen og sætter en tyk streg under Jussis afrundende
bemærkning om det dejlige ved at have hund: ”En hund giver liv til alle rum i
et hus.” Og da han følger os ud, ryster han lidt på hovedet og tilføjer: ”Det
var altså sjovt at snakke om hunde – jeg havde ikke selv tænkt over, hvor meget
de har fyldt.
