Ejer til låns

Flere steder i USA er der så mange uønskede eller herreløse hunde, at internaterne er fulde. Men i NY er der plads, og her melder flere sig som midlertidige plejefamilier og gør en forskel for herreløse hunde, som søger nye hjem.

tekst: og foto: Lene Bech for www.vimedhund.dk

Da amerikanske Caitlin Ruppert hentede det hjemløse gadekryds Sydney hos et internat på Manhattan, var det en skræmt og nervøs hund, som Caitlin fik lokket ind i en taxa og bragte med hjem til sin lejlighed i Harlem. Sydney, som ifølge et kvalificeret gæt er det slanke og langørede resultatet af en mynde krydset med en hollandsk hyrdehund, var netop ankommet med en hundetransport fra et internat i Californien og følte sig tydeligvis overvældet af New Yorks fremmede lyde, lugte og bevægelser.

Sydneys modvillige rejse til New York skyldtes, at internaterne i flere amerikanske stater er så fulde til bristepunktet af herreløse eller uønskede hunde, at selv unge og raske dyr ender med at blive aflivet. En række dyreværnsorganisationer arrangerer derfor hundetransporter til New York, hvor antallet af herreløse hunde er mindre, og interessen for at adoptere internathunde er stor.

Kun tre uger senere ser halvandetårige Sydney selvsikker og hjemmevant ud i storbylejligheden, som hun deler med Caitlin og Caitlins lille, uldne blandingshund Harry. “Hun er overbevist om, at hun er en skødehund,” siger
Caitlin om langbenede Sydney, som hopper op i sofaen i den hyggelige stue på fjerde sal og lige akkurat lykkes med at mase sig ned mellem
Caitlins korslagte ben. Caitlin kender ikke noget til Sydneys liv, før hun endte på internat i Californien, men hendes tidlige oplevelser har i hvert fald ikke gjort Sydney tilbageholdende med at knytte sig til nye mennesker.

“Hun var meget kærlig lige fra starten og havde straks fast plads i mit skød og slikkede mig i ansigtet. Og så sover hun gerne i sengen,” fortæller Caitlin. Umiddelbart lyder det som en lykkelig slutning på historien om Sydneys rejse fra herreløs hund til kæledyr, men i virkeligheden er den historie først lige begyndt. Caitlin er nemlig kun Sydneys ejer til låns, indtil Sydney kan flytte ind i et permanent hjem.

Frivillige plejeforældre for hunde, eller ‘pleje-ejere‘, som Caitlin gør en stor forskel for dyreværnsorganisationen Social Tees Animal Rescue, der generelt har 40 til 80 hunde placeret i forskellige midlertidige hjem rundt om i New York. Mange andre organisationer i byen benytter samme strategi.

Frivillige har mange forskellige grunde til at vælge denne mulighed i stedet for at adoptere en hund (mange kan eksempelvis kun binde sig for en kort periode), og mens den gennemsnitlige plejeperiode er på to-fire uger, kan der gå mindre eller længere tid, inden en hund bliver endeligt adopteret og flytter til sit nye hjem.

Løsning med mange fordele

Caitlin meldte sig som frivillig, fordi hun i øjeblikket har muligheden for at huse to hunde og ser det som en god sag, fortæller hun.

“Jeg er virkelig en hundeelsker, og jeg er vokset op med mange hunde,” fortæller hun. Hendes egen hund Harry er adopteret fra et liv som herreløs blandt mange andre hunde på øen Sankt Croix, hvor Caitlin fandt ham under en rejse, og hun indrømmer, at den frivillige tjans også er lidt for Harrys skyld:

“Før jeg flyttede for seks måneder siden, havde jeg en masse venner i mit lokalområde med hunde, men nu bliver Harry ikke socialiseret så meget. Så jeg gjorde det til dels også, så han kunne prøve at bo med en anden hund.”

Da hun meldte sin interesse hos Social Tees Animal Rescue, fik hun hurtigt efter en e-mail om, at en af deres hundetransporter for nylig var ankommet til New York, og at de stadig manglede at finde en plejefamilie til én af hundene.

“Jeg ville egentlig have haft en mindre hund,” forklarer Caitlin, men alle de små hunde havde allerede fundet midlertidige hjem, mens den plejefamilie, der skulle have overtaget Sydney, havde måttet bakke ud i sidste øjeblik. Nu stod Sydney derfor for at skulle overnatte i et bur på internatet i New York, og Caitlin blev spurgt, om hun mon kunne overtales til at tage sig af en mellemstor hund? Caitlin kunne ikke sige nej, og samme aften tog hun derfor direkte fra arbejde og inden om internatet, hvor hun hentede Sydney, som, på trods af sin nervøsitet, sov roligt i Caitlins seng den nat.

“Vi kunne bogstaveligt talt ikke udføre det her stykke arbejde uden vores netværk af plejefamilier,” fortæller en af Social Tees ansatte, Samantha Brody, som forklarer, at det først og fremmest er sundere for hundene at bo i hjem frem for i bure på et internat, mens de venter på at blive adopteret. Samtidig gør plejefamilierne det muligt for organisationen at redde langt flere hunde, end de ellers ville være i stand til, da organisationen ikke begrænses til kun at redde så mange hunde, som deres internat har ledige bure til. Ikke mindst kan hundens personlighed bedre aflæses i et roligt og komfortabelt hjem end i et fyldt internat, så hunden kan matches med den helt rigtige familie i forhold til personlighed, temperament og aktivitetsniveau.

Caitlin har i hvert fald lært, at Sydney kommer godt ud af det med andre hunde, og hendes håb om, at Harry ville nyde det firbenede selskab, viste sig at holde stik, da de to først fik lært hinanden at kende.

“I starten ville Harry helst ikke dele sit legetøj. Når Sydney ville lege med det, knurrede han, og så smed hun det straks. Han er den ældste, og han har været god til at vise, at det er ham, der bestemmer, og hun er rigtig god til at respektere det.” Siden spillereglerne blev afklaret, da Sydney flyttede ind, har de to været fine venner.

“Harry kan helt klart godt lide at have hende her,” fortæller Caitlin og tilføjer med et smil, at Sydney dog fortsat ikke rigtig kender sin egen størrelse: “Hun træder stadig hele tiden på ham ved uheld, og når de leger, ender legen som regel med, at hun smadrer hele sin krop ind i ham.”

En svær balance

At agere plejefamilie for en hund, der kommer direkte fra et ophold på internat, er dog ikke uden udfordringer, og Caitlin har trukket på sin tidligere erfaring med hunde for at kunne forberede Sydney bedst muligt på livet i en rigtig familie.

“Da jeg hentede hende, kunne hun ikke gå i snor, og hun kunne ingen kommandoer. Hun havde i det hele taget ikke lært nogen form for disciplin,” fortæller Caitlin, men Sydney er lærenem og ivrig og har udviklet sig hurtigt:

“Inden for en uge efter jeg fik hende, var hun allerede bedre. Nu er hun dygtig og sidder pænt og venter på sin madskål, når det er spisetid.” Rollen som plejer kan være hårdt arbejde, medgiver Caitlin, og man må samtidig være opmærksom på ikke at knytte for stærkt et bånd til hunden, som kun er i transit – en svær opgave, når man lever tæt sammen og samtidig er hundens eneste kontaktperson.“ Hun har næsten knyttet sig for meget til mig,” siger Caitlin og fortæller, at Sydney nægter at gå tur med den faste hundelufter, som kommer for at tage hundene ud midt på dagen. “Hun tror, at dette her er hendes hjem nu, og at hun skal beskytte sit hjem.”

Ikke overraskende er det ofte svært at finde den balance, og organisationerne ser da også et højt antal af ‘plejefiaskoer‘ – plejere, som ender med at adoptere den hund, de egentlig kun skulle have passet i en begrænset periode.

“Raten for ‘plejefiaskoer‘ er nok på omkring 20 eller 30 procent,” fortæller Samantha Brody fra Social Tees. “De fleste plejere adopterer ikke, hvilket er, som det skal være. Vi har brug for, at plejerne bliver ved med at pleje! Men samtidig er det skønt, når vores pleje-ejere forelsker sig i deres hunde og bliver godkendt til at adoptere dem.”

Caitlin har ikke noget problem med, at Sydney ikke skal bo sammen med hende og Harry i fremtiden.

“Harry kommer helt klart til at savne hende, når hun er væk. Han elsker andre hunde, så jeg er sikker på, det bliver lidt trist for ham,” siger Caitlin men tilføjer, at hun kan mærke, at Sydney ikke er den rigtige hund for hende.

“Da jeg fandt Harry, vidste jeg, at det her var min hund,” siger hun, og sådan oplever hun ikke forholdet til Sydney.

“Jeg ser sådan på det, at jeg er her for at hjælpe hende, træne hende og forberede hende til hendes nye hjem. Og så har jeg en vigtig rolle i forhold til at lære hendes personlighed at kende” siger Caitlin.

”Vi skal jo finde hende den helt rigtige familie”

www.vimedhund.dk