Sankt bernhardshund
En sankt bernhardshund er en særdeles stor hund med en gennemsnitsvægt på ca. 64-120 kg. og den bliver normalt omkring 70-90 cm. høj.
Historie
De tidligste dokumenter vedrørende hunderacen stammer fra 1707, og er nedskrevet af munke der arbejdede på et hospice ved Great St. Bernard Pass, hvorfra hunderacen fik sit navn. Der eksisterer dog tegninger og malerier af hunden, som er endnu ældre.
Hundene blev oprindeligt brugt som redningshunde, og de yngre hunde var i stand til at lære redningsmetoderne fra de ældre hunde og behøvede kun et minimum af træning fra menneskelig side. En af de mest berømte sankt bernhardshunde hed Barry, og reddede angiveligt et sted mellem 40-100 menneskeliv. Der er rejst et monument til ære for Barry i Cimetière des Chiens.
Den schweiziske St. Bernard Club blev etableret i 1884 og racestandarden blev godkendt i 1888. Hunderacen har været schweizisk nationalhund siden.
Hunderacen har mange træk til fælles med newfoundlænderen og den engelske mastiff. De tre racer har fælles aner, bl.a. fra den tibetanske mastiff som angiveligt blev brugt til krydsavl for at genetablere flere truede racer efter 2. Verdenskrig.
Sankt bernhardshunde bliver ikke længere brugt til redningsaktioner i alperne og den sidste dokumenterede redning blev foretaget i 1955.
Fysik og temperament
Hunden er rolig, tålmodig og blid af natur - både overfor voksne og børn. På grund af hundens markante størrelse, er det dog ekstra vigtigt at socialisere den fra en tidlig alder. Det er betydeligt nemmere at styre og træne den, mens den er en hvalp, så det er vigtigt at gøre en indsats ift. træningen.
Hunden er ikke videre vagtsom af natur, men dens respektindgydende størrelse gør den ganske effektiv som vagthund alligevel.
Der er varierende bud på hvad racens eksakte gennemsnitslevealder er. Nogle undersøgelser indikerer en gennemsnitslevealder på omkring 7 år, mens andre giver et lidt højere resultat på omkring 8-10 år.
Man skal være opmærksom på, at hunden både savler og fælder en del, så der skal bruges lidt tid på pleje og rengøring.
I forhold til mange andre hunderacer, er en sankt bernhardshund ikke videre krævende, når det kommer til motion. Man skal desuden være opmærksom på, at hunden nemt får hedeslag, hvis den anstrenger sig i varmt vejr. Så sørg altid for at hunden har adgang til skygge og masser af koldt vand i sommerperioden.
Hunderacen er blevet brugt i et væld af forskellige roller i film og TV. Et par af de mest kendte film er nok “Beethoven” og “Cujo” - film der henholdsvis indeholder en meget sød og en meget frygtindgydende sankt bernhardshund.
Hvis du overvejer at købe en sankt bernhardshund, kan du tage et kig på vores markedsplads.