Frejas minde (2005-2006)

3.324 visninger | Oprettet: 17. nov 2006

Nu når Angel bliver oprettet, har vi valgt at oprette Frejas profil i et album istedet. Så slipper vi også for stemmer og udfordringer, og kan nøjes med forhåbentlig søde kommentarer... *ss*

hvem var du freja?

Vi hentede dig en forårsaften, faktisk nat på Lolland. Vi så dig ved et tilfælde på nettet, og selv om det var imod alt hvad vi havde sagt vi ville, mht stamtavle, avl, forundersøgelser osv. så måtte vi bare hente dig. Du fik mit hjerte til at slå en ekstra gang bare på dit billede. Vi kørte mange kilometer for at hente dig, også selv om du måske ikke kom fra de rette vilkår og havde de bedst forudsætninger med dig. Men vi var overbeviste om at vi kunne give dig hvad du havde brug for, og kunne give dig en tilværelse hvor du ikke ville mangle noget, og hvor du altid ville være elsket. Desværre kunne vi åbenbart ikke rette på, hvad der kunne tyde på at være en genetisk fejl. Tænk sig at du lille skat skulle være "offer" for dårlig avl. Tænk sig, at de mennesker som prøvede og give dig det bedste de kunne forestille sig, i sidste ende var skyld i din død. Tænk sig at jeg, din egen mor, var skyld i din død. Var det ikke for mig, ville du aldrig være blevet udsat for at skulle tage den beslutning om at angribe den lille hund. Hvis det ikke var for mig, havde du stadig levet. Havde jeg bare sat jer fast i snoren i stedet for at ville lufte jer selv. Hvad er jeg for en mor?

Men vi hentede dig på Lolland med de bedste intentioner. Vi tog den lange tur hjem. Du og jeg sov på bagsædet mens far kørte bilen. Du elskede og køre bil. Allerede fra første gang vi havde dig med. Selv om det var en lang tur var du godt tilfreds, også med de små tisseture du fik undervejs. Du var bare så glad for at vi havde taget dig væk fra det sted hvor du ingen opmærksomhed fik.

Da vi endelig ramte nordjylland, skulle du langt om længe møde Baloo. klokken var alligevel 5 om morgenen, så vi var alle trætte - undtagen Baloo. Han var bare så klar til at møde dig. Og hold da op hvor han overrumplede dig... Men du kom nu ret godt igen. Allerede næste morgen, efter at have sovet med mor på gulvet i stuen, var du klar på spilopper med baloo. Jeg glemmer aldrig synet af Baloo der kom listende med fars ene sko, og fandme om ikke du kom stavrende med den anden i munden bagefter. Allerede der så vi balladen komme - ham baloo skulle nok lære dig nogle narrestreger. Og det tror jeg nok han fik gjort.

Som du voksede op blev du en meget indadvendt hund, ikke over for os i flokken, men over for alle andre. Fremmede mennesker, hunde og ting. Du var så skrækkeligt bange for alt muligt... De mindste lyde, pludselige bevægelser og fremmede mænd. Hvad havde de gjort ved dig skat? Jeg ved det desværre ikke, har kun efterfølgende hørt rygter og har mine fornemmelser, men ingen ide om hvad rent faktisk er sket med dig. Hvorfor du var så bange for al ting.

Jeg vil sige at vi fik nogle af dine frygter formindsket - du elskede jo nærmest støvsugeren til sidst... Syntes den var lige så sjov som Baloo gør, fyrværkeri rørte dig jo ikke længere og sådan var der så meget. MEN du har altid haft et problem med andre hunde, også selv om vi har prøvet at socialisere dig. Især slog det pludselig klik med sorte hunde. Og desværre troede baloo jo samtidig at han skulle beskytte dig mod alt-hvilket resulterede i et par uheldige, men ikke uforudsigelige hændelser. Men din reaktion kære skat var helt uforudsigelig... Jeg troede aldrig at det var dine kæber jeg skulle prøve at vride fri. Jeg troede aldrig at det var dig jeg skulle se være smurt ind i blod, ligge på dyrelægens gulv og falde i den sidste søvn. Jeg havde troet at du ville være her sammen med mig så lang tid du fysisk kunne. Og jeg er ikke i tvivl om at det var det du ville. Men hvorfor så gøre som du gjorde? Ja, du er jo en hund, så det får jeg aldrig helt svar på, og jeg forventer selvfølgelig heller ikke at du kender svaret selv skat - bortset fra, som nogen ville sige, at I er avlet til at angribe... Fint nok - men du var opdraget til alt andet end det... En hver opdragelse kan åbenbart gå galt.... Det må jeg jo erkende.

Man skulle tro at det her ville øge min lyst til at uddanne mig indenfor hunde verden, men helt ærligt min lille skat, tværtimod. Faktisk har jeg mistet al lyst og tro på, at jeg har evnerne til at arbejde med hunde. Fordi hvis jeg ikke engang kan styre dig min lille pige, hvordan kan jeg så med en form for selvsikkerhed gå ind og arbejde med andre og deres hunde? Det kan jeg jo ikke lille skat... Men du må endelig ikke tro at det er din skyld - overhovedet ikke skat... Det er mors skyld - og ingen andres. Jeg kunne ikke holde jer eller styre jer - jeg må være uansvarlig og dårligt tænkende. Jeg skulle have forudset det. Jeg skulle aldrig have bragt dig ud i en sådan situation, jeg skulle aldrig have budt dig det.

Men da du sammen med Baloo trak mig ned over plænen på maven, var jeg ikke bekymret for hvad Baloo ville gøre, men hvad du ville gøre. Og åbenbart af god grund. Jeg var slet ikke i tvivl om at det var dig jeg skulle bekymre mig for da i kom ned til den lille hund. Se hvor hurtigt en vildt fremmed fik baloo væk - men du var bare så fokuseret på den lille stakkels hund du bed i. Jeg så ikke noget i dine øjne andet end at du mente det. Dit bid var for alvor. Du havde så godt fast i den lille hund, og du rystede den igen og igen og igen og igen og igen. Du blev bare ved. Og jeg kunne ikke få dig til at slippe - jeg prøvede alt. Og det mærkede du jo også, og jeg har også arrene efter det idag. (heldigvis vil jeg næsten sige, fordi så har jeg et evigt minde om dig også selv om det ikke ligefrem er postivt.) Du ville bare ikke slippe - hvorfor ikke skat? Havde du bare sluppet igen da jeg blandede mig. Måtte jo blande mig, kunne jo ikke se til at du prøvede at splitte den lille hund af. Hvorfor gjorde du det pus?Har vi ikke altid forsøgt og tage ansvar for dig? Vist dig at du kan stole på os? Gå bag os hvor der er trygt? Åbenbart ikke godt nok.. Der er ingen tvivl om skat, at ikke kun dine skrækkelige avlere har fejlet, vi har åbenbart også....

Er du klar over hvor svært det er at indrømme? Næh og ved du hvad lille skat, du skal også være ligeglad, fordi det er ikke din skyld. Du var så dejlig en hund over for mor og far og baloo. men du vidste også 100% hvem din flok var, og brød dig ikke om nogen der kom ude fra og ville blande sig. Men den lille hund ville jo ikke blande sig skat - bare gå forbi. JEg vil ikke bebrejdre dig noget, da jeg ikke ved hvad der har tændt din reaktion. Men jeg desværre lille skat, at det eneste forsvarlige i min verden var at lade dig få fred... Beslutningen var ikke engang svær - hvilket nok gør mest ondt, men det var fordi du var så nervøs og bange både for fremmede og for børn. JEg turde simpelthen ikke tage chancen hvis det var et barn næste gang Tøzen, det håber jeg du forstår. Hvis ikke du gør, så kan jeg ikke andet end at fortælle dig hvor ondt det stadig gør nu, 3 uger efter. Det gør så ondt i mig, fordi jeg føler det er min skyld at du blev drevet ud i denne situation. Fordi jeg ikke kunne holde dig tilbage. JEg var for svag til at holde jer når i var to åbenbart. Så ja det var mig der fejlede skat - ikke kun dig... Kan du nogensinde tilgive mig...?

James Blunt synger Did I disapoint you, or let you down. Should I be feeling guilty or let the judges frown? Prøv og spørg om det er præcis sådan jeg føler det... Hvis bare.... ? Traf jeg den rigtige beslutning? Gjorde jeg skat? Jeg savner dig jo så frygteligt? Men jeg kunne ikke gøre andet... Jo jeg kunne have valgt at sterilisere dig først, men hvad nu hvis det ikke havde virket, og det var et barn næste gang... Så ville jeg jo aldrig tilgive hverken mig selv eller dig. Jeg har jo tilgivet dig nu... Måske ikke mig selv... Men det er noget andet... Men jeg kan ikke tilgive mig selv for ikke at sige ordentligt farvel til dig... Den lille plet uden blod jeg kunne kæle for - det mærkede du jo knap nok lille skat... Men jeg kunne ikke andet... Jeg var så vred på dig, og så chokeret, at jeg ikke kunne røre dig... Først da vi kom til dyrelægen hvor jeg indså at det var sidste gang jeg havde muligheden for at kæle for din glatte og bløde pels... Fortælle dig at du var elsket, og det var okay - du var en dygtig pige.... Jeg strøg din pels igen og igen på det lille område uden blod, og fortalte dig at alt nok skulle gå, og at du var en dygtig lille pige, du var mors pige. Det fortalte jeg dig igen og igen... Alt imens du lukkede dine øjne og faldt i søvn, for sidste gang.

Lille skat, jeg elsker dig - uanset hvad der er sket. Og jeg er ikke i tvivl om at vi mødes igen. Hvis jeg ikke kan finde dig når det er min tid, råber jeg bare YO og regner så med at se dig komme løbene og kaste hovedet tilbage som vi har trænet.

OPDATERET 14/8 07
So long ago
so yesterday
just one year
but feels like today

I said goodbye
against my will
and still I cry
I love you still

You left me, yeah
I had no choise
I could feel it in my heart
see it in your eyes

The time had come
though you were too young
We had to say goodbye
- did I do you wrong?

You were my responsibility
You were my loved one
You were mine in eternity
You were mine, nevermind

Nevermind what you did
Nevermind what I said
Nevermind what I thought
Nevermind what I felt

You are always on my mind
I think about you always
To me you were kind
And I hope you enjoy the everlasting highways

A place where you can lay in the sun
run around and play
A place to have fun
so peacefull and lovely

I hope you look back
and enjoy the life you had
we did what we could
but unfortunately it went bad

You were my responsibility
You were my loved one
You were mine in eternity
You were mine, nevermind

Nevermind what you did
Nevermind what I said
Nevermind what I thought
Nevermind what I felt



Efter 2 år: "Lene Marlin´s Unforgivable sinner":

Kinda lose your sense of time
'Cause the days don't matter no more
All the feelings that you hide
Gonna tear you up inside
You hope she knows you tried

Follows you around all day
And you wake up soaking wet
'Cause between this world and eternity
There is a face you hope to see

You know where you've sent her
You sure know where you are
You're trying to ease off
But you know you won't get far
And now she's up there
Sings like an angel
But you can't hear those words
And now she's up there
Sings like an angel
Unforgivable Sinner

You've been walking around in tears
No answers are there to get
You won't ever be the same
Someone cries and you're to blame

Struggling with a fight inside
Sorrow you'll defeat
The picture you see it won't disappear
Not unpleasant dreams or her voice you hear

You know where you've sent her
You sure know where you are
You're trying to ease off
But you know you won't get far
And now she's up there
Sings like an angel
But you can't hear those words
And now she's up there
Sings like an angel
Unforgivable Sinner

Maybe one time lost
But now you're found
Stand right up before
You hit the ground
Maybe one time lost
But now you're found
Stand right up before
You hit the ground - hit the ground

You know where you've sent her
You sure know where you are
You're trying to ease off
But you know you won't get far
And now she's up there
Sings like an angel
But you can't hear those words
And now she's up there
Sings like an angel
Unforgivable Sinner


Skal vi diskutere hvem af os der er "the unforgivalble sinner????" Mig eller Freja....