Fransk bulldog - en god førstegangshund

Fransk bulldog - en god førstegangshund

Hvis du som førstegangshundeejer endnu ikke har besluttet, hvilken hund du skal anskaffe dig, er der god mening i at overveje at vælge en fransk bulldog - især hvis du leder efter en socialt anlagt familiehund der charmerer med sit legesyge sind. Kig forbi markedet, hvis du er på udkig efter en fransk bulldog til salg.

Flere billeder

 

Temperament

Som førstegangshundeejer har man som regel brug for en hund, der ikke stiller alt for store og voldsomme krav til ejerens evner som hundeejer og træner. En fransk bulldog er nemlig en utrolig nem hund at passe, og som ikke kræver ekstrem opdragelse. Dette betyder naturligvis ikke, at denne race ikke skal have opdragelse og bestemthed - de er bare én af de racer, som godt kan lystre simple kommandoer som “dæk”, “sit” etc. De har dog også ry for at være stædige, men på en godmodig måde.

 

Det mest bemærkelsesværdige kendetegn ved hundenes temperament er, at de er ikke er dominerende eller aggressive. Det er ikke uvæsentligt som førstegangshundeejer at vælge en hund med de egenskaber, da man ofte vil være lidt uerfaren og ny i rollen som den, der har hovedansvaret for opdragelsen af en hund.

 

Racen er kendt for at være meget familievenlige, søde af natur, venlige og faktisk vældigt legesyge. De elsker at lege i timevis og er meget socialt anlagte. De foretrækker at være en del af familien på så mange måder som muligt og trives ikke - som visse andre hunderacer - i en lukket hundegård eller lignende. Racen er vældig omgængelig og kan uden problemer leve harmonisk sammen med andre husdyr og børn. Det sociale element er noget af det vigtigste for hundene, og de kaster nærmest lidt ukritisk deres kærlighed på alle og enhver.

 

Selvom de er legesyge, har de også et element af dovenskab over sig og har ry for at være en form for klovneagtige hunde. De støjer ikke vanvittig meget forstået på den måde, at de ikke gøer så meget. Derfor er de velegnede og faktisk efterhånden ret foretrukne for folk, der bor i storbyer. Dog skal det siges, at de godt kan snorke en del.

 

Flere billeder

 

Ydre kendetegn

Fransk bulldog som race er en lille, kompakt hund. Vægten ligger ca. på 8-14 kg, og dens størrelse er ca. 30 cm. Hannerne bliver størst. Dens udseende er unægteligt karakteristisk pga. den iøjnefaldende og flade snude, det brede hoved, flagermusørerne og de relativt store og mørke øjne. Benene er korte. Noget andet meget karakteristisk for en fransk bulldog - og som er med til at give racen et ry som ikke værende en af de smukkeste hunderacer - er, at huden ved halsen og på hovedet er løstsiddende.

 

Pelsen på hunden er ret kort med en glat overflade og kan have følgende farver: sort med hvide pletter, broget, mørk brindlet eller fawn.

 

Helbred

Den gennemsnitlige alder for hundene er 10-12 år. De har ikke brug for megen motion, men har naturligvis behov for gåture. Vær altid opmærksom, når du går med hunden i nærheden af vand, da racen ikke er kendt for at være gode svømmere. Når det er varmt, skal man være opmærksom på ikke at overanstrenge hunden, da den pga. sin flade næse ellers kan få vejrtrækningsproblemer.

 

Kan jeg gøre noget for at undgå sygdomme?

Sygdomme og skavanker hos en fransk bulldog kan fx opstå, hvis der importeres hvalpe fra østlande, hvor hvalpene fx har fået dårligt foder, som har gjort dem svage på visse områder. Mht. foder er det desuden meget vigtigt, at racen ikke bliver overfodret, da dens krop har vanskeligt ved at klare en overfodring. Hundene tåler ikke madrester fra menneskeføde. Ved at fodre dem med menneskeføde risikerer man, at de får luft i maven. 

Når man køber en hund, skal man naturligvis altid se sig godt for - det gælder ikke mindst, når man køber en fransk bulldog. Noget af det, man kan gøre, er at lytte godt til hundens vejrtrækning. Hvis hvalpen fx har problemer med at løbe og lege og på det nærmeste gisper efter vejret, er der ikke tale om nogen hverken sund eller rask hvalp. Det er dog helt normalt, at den snorker lidt, når den sover.

Ønsker du information om andre hunde? Gå til oversigt over hunderacer.  

 

Annonce