vænner man sig nogensinde til det? {{forumTopicSubject}}

Jeg ved ikke hvor jeg skal starte eller hvor jeg skal slutte lige nu. Jeg sidder med tårene ned ad kinderne, mit hjerte føles så tungt at det næsten gør ondt..
Og så tænker jeg: hvordan kan det gøre så ondt pga det.

Jeg er bekendt med den her hund, som jeg aldrig har mødt, men som jeg alligevel føler mig forbundet med, pga nogle relationer til Lucky, de kunne næsten være snydt ud af næsen på hinanden de to. Sådan har jeg altid haft det til den hund, ligesom jeg har det til Lucky, som jeg heller ikke var et sekund i tvivl om skulle være min, allerede ved første øjekast på annoncen.
Nå men den her hund blev for et par måneder siden solgt, som så blev dens 3 hjem udover opdrætteren. Allerede dengang gjorde det ondt i mit hjerte, at den forholdsvis unge hund (under 5 år) skulle videre til nyt hjem igen.
Nu kan jeg så se at han igen er tilsalg og det gøre mere ondt end aldrig før. Jeg har været påvirket af den slags før, men må ærligt indrømme at den her topper de følelser, måske fordi jeg faktisk har en relation til ham.
Da han kom til den han er ved nu, fik jeg at vide at han virkede meget bange/usikker i en ret høj grad. Jeg håbede sådan for ham dengang at han så kunne få det trygge og dejlige hjem som han fortjente, men det ser det jo så desværre ikke ud til.

Da jeg så annoncen satte jeg mig til at græde og kunne bare mærke hvor ondt det gjorde.
Jeg var klar til at tage afsted med det samme og give ham et forever hjem, hvor han virkelig kunne få den kærlighed og omsorg som han fortjener, men reglerne i min afdeling siger desværre noget andet, da jeg kun må have en hund.

Jeg ved jo godt jeg ikke kan hente ham, men lige nu kan jeg ikke tænke på andet end ham og hvor meget jeg ville ønske at han kunne være her hos os

vænner man sig nogensinde til at se de stakkels hunde der bliver til kaste bolde, mishandlet osv osv? eller gør det bare ondt?