Lua har i dag fået fred {{forumTopicSubject}}

Mange af jer har fulgt historien om Lua.
I dag er den blevet afsluttet. Lua har fået fred.

Hun nåede at opleve endnu en hvid vinter, og det var en fantastisk afslutning. Hun fik medicin og var glad ind i mellem.
Vi fik kørt lidt slæde i weekenden, men resultatet bagefter var at hun ikke kunne bevæge sig. Så var tiden kommet.

Lua er årsagen til at jeg overlevede at få et særligt sensitivt barn. Min søn kunne ikke klare verden, så vi kunne kun være hjemme det første år næsten. Men pga Lua kom jeg ud. Vi gik mange timer dagligt med barnevognen for to år siden, bare os.
Vi har trænet, udstillet, konkurreret og arbejdet sammen. Lua var min bedste ven.
Hun skænkede os Nanna, og livet skal nu gå videre. Det skylder vi resten af flokken. Men tingene er forandret, og det må vi forholde os til.
Tusind tak for jeres trøstede ord i min anden tråd. I forstår slet ikke hvor meget det har betydet for mig.

Jeg er fyldt med tanker og ord, men de kommer ikke ret godt ud lige nu. Alligevel er det dog blevet til et digt:

Lua har i dag til livet takket af.
Vore øjne de græder, vore hjerter står af.
Inde i brystet er der et hulrum at se,
hvordan får vi nogensinde lappet det?

Lua var der altid, hvis vi snublede og faldt.
Sammen har vi arbejdet og hun har lært os alt.
Hun skænkede os Nanna, tak siger vi.
Det var den bedste gave hun kunne os gi'.

Vi trøster os med at hun nu har fået fred.
Aldrig igen skal hun sygdom kæmpe med.
Hun kan løbe over marker, være glad og finde roen,
der på den anden side af regnbuebroen.

Hellere fire aktive år, end ti med stilstand.
Hun er gået lige i hjertet på alle mand.
Helt unik, vi finder aldrig hendes lige,
personligheden var stor på den dejlige pige.

Vores sidste tid sammen var glad og hvid.
Vi kørte på slæde, det var en dejlig tid.
Du er elsket for evigt, det er dit held.
Farvel kære Lua, pas godt på dig selv.