Glæden ved at have en hund {{forumTopicSubject}}

Forleden skrev jeg et essay i skolen om glæden ved at have en hund. Jeg fik lige lyst til at poste det herinde, der er sikkert nogen som har det på samme måde?

Here we go:


GLÆDEN VED AT HAVE EN HUND

Hunden – menneskets bedste ven! Så snart den hører min fod på det første af trappens trin, begynder halens regelmæssige ”dunk” mod køkkengulvet. Glad og logrende ligger hun der og hilser mig godmorgen, når jeg træt og uoplagt kommer ned i køkkenet mandag morgen.
Hun er ikke glad for at se os tage af sted en time senere og vil absolut helst med. Jeg husker tydeligt den kolde vintermorgen, hvor hun løb efter os op til bussen. Jeg forsøgte at skælde hende ud og sige, at hun skulle gå hjem, men hver gang kom hun hen og lagde sig ved mine fødder og kiggede på mig med sit allermest beskyttende blik. Hun var simpelthen bange for, at der skete os noget. Så er det altså svært at skælde ud!
Når vi igen kommer cyklende hjem, sidder hun til gengæld klar ved indkørslen og venter glad.
Det er en helt fantastisk følelse at have en ven, som man ved, vil gå gennem ild og vand for én. En som vil vente på dig i dagevis og lede efter dig, hvis du ikke kommer hjem til tiden. Det indser jeg især nu, hvor vennen ikke er her mere.
Gennem hele min barndom har jeg været vant til at have schæferhunden Sif ved min side. Hvis ikke mine forældre passede på mig, så gjorde Sif.
Jeg ved det har været en enorm tryghed for mine forældre, at vi børn havde Sif, når vi var alene hjemme langt ude på ”bøhlandet”.
Sif kunne mærke om vi var nervøse ved folk, og var vi det, kom de ganske enkelt ikke ind! Punktum!
For et par måneder siden blev Sif til stor sorg for os alle aflivet. Jeg må indrømme, at jeg aldrig før har tænkt over, hvor meget hun egentlig betød, og hvor meget hun egentlig har fulgt mig rundt på vores lille gård. I starten syntes jeg, man så hende alle vegne, for det har jeg simpelthen været vant til. Når jeg mugede ud, lå hun i halmen. Når jeg var i haven, lå hun på græsplænen. Når jeg spiste, lå hun foran køkkenskuffen. Altid…
Lige netop det med at have en tro følgesvend, tror jeg, får rigtig mange til at anskaffe sig en hund. En hund er ligeglad med, hvor mange banker du har røvet og hvor mange mennesker du har gjort fortræd, så længe du bare er god ved den.
Har man haft et svært liv, er det utrolig vigtigt at have en god ven, som holder af én, hvis man skal komme videre i livet.
Dette, tror jeg, også er grunden til at mange hjemløse har en hund. Hunden er deres trofaste følgesvend, i en tilværelse som ellers let kan være besværlig og ensom. Jeg har hørt flere sige, at det er synd for sådan en hund, men jeg kan ikke forestille mig et bedre hundeliv. Tænk at have lov til at være sammen med sit menneske 24/7. Man kan selvfølgelig være nervøs for, om disse hunde nu også får mad og varme, men de fleste af hundene lever et langt mere luksuriøst liv end deres ejere, at dømme efter hvad jeg har set.
Selv om man ikke er hjemløs, men bare ensom, er en hund også en fantastisk hjælp. Hunde får mennesker i snak. Det er næsten umuligt at gå en tur med sin hund, uden at en eller anden spørger om vedkommende må klappe den. Så er samtalen i gang…
Mens jeg sidder og skriver dette, ringer telefonen pludselig. Naboens lille hvalp er blevet væk, og de vil høre, om vi ikke nok lige vil kigge, om den er løbet over til os? 2 minutter senere vrimler vejen med folk som råber og fløjter. En time efter bliver den så fundet i god behold snorkboblende midt på en mark, men der kan man bare se, hvad en lille hund kan sætte i gang.
Og hvad er det så, som får os mennesker til at løbe så meget rundt efter en lille splejs af en hund? Sandt nok, den havde måske nok kostet på den forkerte side af 5000 kr., men først og fremmest var det da tanken om, hvad der kunne være sket den lille. Biler, landbrugsmaskiner, vilde dyr, søer, store marker, ja der er ingen grænser for, hvad der kunne være sket.
Det kunne såmænd lige så godt have været et familiemedlem, vi ledte efter. Et barn. Det er også fuldt fortjent, for hunden havde helt sikket gjort det samme for os, hvis vi var blevet væk.
Selvom jeg savner Sif meget i hverdagen, glæder jeg mig alligevel til igen at få en ny hvalp. Et nyt medlem af familien. Den vil aldrig blive en ny Sif. Det skal den heller ikke. Den skal være en helt anden. En jeg vil glæde mig til se vokse op og til at tilbringe mange timer sammen med hver dag.