Hunde og ”menneskelige” følelser {{forumTopicSubject}}

Jeg har altid være en af dem der holder på, at hunde er hunde og at de ikke har menneskelige følelser. Men så opstår der alligevel situationer, som jeg simpelthen ikke kan forklare med andet.

Første eksempel er, hvis jeg kæler og putter med Dorit, og Ellie gør ALT for at få min opmærksomhed, mase sig ind imellem mig og Dorit eller laver ballade, så hun ved at jeg rejser mig og forlader Dorit. Dorit gør lidt hen ad det samme, hvis vi ligger i sandwich med mig i mindste - Dorit skaber sig og kræver nus og kæl, og jeg skal helst ikke nusse Ellie også. Jeg kan ikke forklare det med andet end jalousi…? Det er ikke ressourceforsvar, for det er ikke sådan at de ryger i totterne på hinanden. De vil bare hver især have min fulde opmærksomhed

Det andet eksempel er når Ellie og jeg deler noget, som Ellie synes er lækkert, fx chips. Når vi så er færdige, ræser hun rundt for at finde en gammel, gennemtygget knogle, som hun så meget insisterende giver mig Det er ikke fordi jeg skal holde knoglen, imens hun tygger på den, hun vil bare gerne give mig den

Det sidste eksempel, er når Dorit er fornærmet. Hun kan blive fornærmet hvis hun ikke må smage min mad, hvis hun får nok opmærksomhed eller hvis hun synes jeg er for langsom til at forstå hvad hun vil. Og så bliver hun sur. Som i at hun vender ryggen til mig og ignorerer mig hvis jeg forsøger at tage kontakt til hende. Er der andre mennesker, snakker hun glad og gerne med dem, men ikke med mig

Kan nogen forklare mig hvad det er, hvis det ikke er jalousi, taknemmelighed og fornærmethed (hedder det det? )?