Mine barndomsminder 6 {{forumTopicSubject}}

Dilemmaet ………


I takt med , at jeg var færre og færre timer i hjemmet begyndte min dårlige samvittighed også at røre på sig og min angst blev større og større. Jeg var splittet i to dele. Skulle jeg passe på mig selv ved at arbejde og være sammen med vennerne og dermed få en pause fra hjemmet eller skulle jeg blive hjemme og passe mine forældre??
Skrækscenarierne stod i kø for at komme med i mine daglige fantasier og disse tanker tvang mig til at tjekke om mine forældre var hjemme, før jeg gav mig selv løbepas udenfor hjemmet.
Var de hjemme og rolige, ja så kunne jeg smutte roligt videre. Hvis ikke de var hjemme blev jeg urolig og alle alarmklokker ringede højt i mit hoved. Alle tidligere episoder passerede revy i min hukommelse og jeg huskede tydeligt alle de gange hvor det var lige ved at gå galt imellem dem.
Heldigvis skete det ofte at mine venner havde kald efter mig og dermed blev min angst og dårlige samvittighed afbrudt for en stund. Men aftenen igennem lod jeg blikket glide over mit ur og jo tættere klokken blev på 22 , jo tydeligere blev angsten i min krop.
Jeg kunne f.eks. sidde og tænke:

- om ½ time går helvede løs for mig
- mon de er kommet hjem, når jeg kommer hjem
- er der allerede sket noget med en af dem og skulle jeg have været der

Klokken 21.50 gik jeg ud til min knallert, startede den og kørte hjem. At åbne døren indtil køkkenet var altid med frygt for hvad der ventede derinde. Kunne jeg bare lægge mig til at sove eller skulle jeg atter sidde time efter time og vente på dem. Være vågen for at kunne hjælpe dem, mægle imellem dem , skille dem ad eller måske ringe efter politiet fordi det blev for voldsomt.
Den værste aften jeg kom hjem til var dengang min mor havde spist alle pillerne og lå på køkkengulvet. Væk. Bevidstløs. På vej over på den anden side.
Min far var hjemme og meget beruset. Jeg ringede efter ambulancen imens jeg forsøgte at vække min mor.
Jeg satte mig ind i ambulancen og kørte med til KAS Herlev hvor de udpumpede hende nede i modtagelsen. Min far stod ude i parkeringskælderen og græd. Jeg gik imellem min mor som lå i behandlingsrummet og min far der stod der alene i en mørk kælder.
Der lå den kvinde som jeg var så bange for, med slanger alle tænkelige steder på kroppen og fik hjælp til at trække vejret. Den nat i dette behandlingsrum ,bad jeg til Gud om, at han ville lade hende overleve og samtidig stod min far i en kæmpe brandert i en mørk parkeringskælder og ikke anede hans levende råd. Den nat følte jeg mig for første gang større og stærkere end begge mine forældre tilsammen.
Den nat vidste jeg, at mine fantasier ikke længere var fantasier men virkelighed.
Dagen efter bliver min mor overflyttet til Psyk. Og jeg påtager mig ansvaret for at min far nu skal have Antabus to gange i ugen.
Der flyttede løgnen ind i mit liv, men jeg vidste det ikke. Min far manipulerede mig gang efter gang til at tro, at han tog pillen, at han ville tage pillen når han kom hjem, at han lige skulle købe nogle først. Min fars drikkeri tog til i den periode min mor var indlagt og jeg fik en overvældende følelse af magtesløshed da jeg ikke kunne få ham til at tage pillerne.
Han overskred alle moralske grænser overfor os børn. Som f.eks. den nat hvor jeg lå og sov kom han ind til min seng, kaldte på mig, rejste mig op og fortalte mig, at når politiet kom skulle jeg sige at han har været hjemme hele tiden. Jeg fik straks fornemmelsen af katastrofe. Få minutter efter ringede det på døren og udenfor stod politiet. Jeg fortalte som min far havde bedt om. Jeg ved ikke hvad han havde gjort, men jeg er ret sikker på, at der var tale om spritkørsel, da de fik min fars bilnøgler og gik ned og undersøgte hans bil. Kom op igen og spurgte mig igen om min far havde