Hold da op den hårdeste dag nogensinde {{forumTopicSubject}}

Hmm ja hvor skal jeg næsten starte.

Vi passer dyr for min søster og svoger og den ene af deres ponyer var ikke helt på toppen, men efter dyrlæge besøg var det lige som om der var fremgang. MEN nej i går morges da min mand kom over for at lukke dem ud på fold lå hun bare og kunne ikke rejse sig. Jeg ringer efter dyrlægen og han kommer med det samme. Dommen var klar hun skulle aflives da hun var så forfangen at hun aldrg ville få et liv igen og så havde hun fået kolik. Hmm ja der er jo så ikke noget at gøre andet end at give hende fred. Hårdt var det da hun var min nieces pony og ved hvor meget hun elsker den.

Ja nu kan mere da bare ikke gå galt. Troede vi.

Vores ene tæve havde haft en livmoderbetændelse, som vi mente var overstået efter behandling ( hun var scannet og alt så rigtig godt ud) LIge pludselig i går eftermiddags står betændelsen ud af hende, og jeg ringer til dyrlægen og vi skal komme med hende med det samme. Jeg ringer til mine forældre for at få dem til at komme over til min datter da hun er syg, min far siger han nok skal køre mig så ind i hans bil og afsted.

Da vi kommer derned kigger dyrlægen på mig med et blik som jeg ikke synes om, men vi går ind og får hende scannet og man kan bare fornemme at det er helt tosset. Han rømmer sig og siger jeg skal lige tage et par prøver, men for at snakke ud af posen ser det bare ikke ret godt ud. Min tanke er nå så skal hun under kniven og steriliseres og det er der jo ikke det store at gøre ved, men sådan er det jo engang i mellem at vores planer ikke går som de skal.

Da han kommer retur kan man se at der står tåre i hans øjne og siger så halvkvalt, Anja hendes chancer er så små at var det min så skal hun have fred. Tiden står bare helt stille og jeg kan bare mærke at tårene kommer.

Jeg står helt stille og får fremstammet at det kan jeg da slet ikke overskue men jeg stoler jo også 100% på dem så der er jo ikke meget andet at gøre. Vi går ned i det bagerste rum hvor hun får noget bedøvende og man kan bare mærke på hende at det letter hende. Jeg sidder sammen med en dyrlæge og en sygeplejske som trøster og krammer mig mens jeg sidder der er tuder. jeg sidder med hende hoved i skødet, og da hun får de sidste sprøjter ånder hun stille ud.

Hold nu op her er tomt og selv om vi har de to andre så mangler hun bare så meget, Hendes morgen rutine, hendes hjælpen med at lave mad klar.

Jeg savner hende så meget, men ved jo godt at hun har det godt nu.

R-I-P Qeeza, du er savnet og elsket.