Mine barndoms erindringer nr. 9 MOR {{forumTopicSubject}}

Denne her har jeg længe gået rundt om og ikke rigtig kunne komme igang med.......
Den gjorde ondt dybt i min sjæl og jeg undskylder på forhånd hvis jeg ikke længere lyder helt så objektiv som i de tidligere indlæg




Mor ……

Jeg kan ikke mindes en eneste gang i min barndom, at min mor har vist mig kærlighed eller omsorg.
Der var i alle årene en aura af kulde omkring hende, der tydeligt fortalte, at jeg skulle holde mig på afstand af hende. Ikke at nærme mig hende eller søge hendes opmærksomhed.
Når der var behov for kontakt med hende, var der særlige regler om hvordan jeg skulle tilnærme mig hende og på hvilke tidspunkter hun var mentalt klar til at bruge lidt af sin tid på mig.
Min mor arbejdede om natten som sygehjælper hver anden uge og i sagens natur sov hun så om dagen.
Hvis jeg havde uopsættelig behov for hendes tilsagn, kunne jeg allernådigst nærme mig hendes seng kl. 16 hvis jeg så samtidig serverede en kop kaffe, hendes cigaretter og askebæger på en bakke inde ved hendes seng, vække hende blidt og forlade soveværelset igen. Når der var gået en halv times tid kunne jeg så atter gå ind i soveværelset igen og indvi hende i det jeg havde brug for.
Mange gange når jeg havde brug for voksen hjælp var det en næsten uoverskuelig beslutning om jeg skulle nærme mig min mor på denne måde eller ringe til den taxacentral min far var tilknyttet og bede dem om at vogn 80 skulle ringe hjem. De dage hvor min far ikke var ude at køre og jeg ikke kunne finde ham på de vanlige værtshuse, ja så måtte jeg skubbe hjertet på plads nede i maven igen, sætte kaffen over og håbe på det bedste inde fra soveværelset.
Min mor talte aldrig om hendes følelser, ej heller hendes følelser overfor mig. Jeg havde kun mine instinkter af angst og kulde som rettesnor for vores indbyrdes mor-datter forhold.
Når jeg var trist eller ked af noget var det aldrig i mine tanker, at søge trøst, råd og vejledning hos hende.
Dog husker jeg alligevel tydeligt hendes standart svar når jeg var nødt til at søge råd og vejledning.

Er du Guds barn så hjælp dig selv og er du ikke Guds barn er du ikke værd at hjælpe !!

Disse ord var hendes svar på en hver problematik i forhold til mine behov for en mors omsorg for min opvækst.
Hvis jeg havde besluttet mig for at ville noget, men skulle spørge om lov til det. F.eks at gå i bio eller sove hos en veninde var hendes standart svar så lidt anderledes…..

Din vilje sidder i min baglomme og der bliver den siddende !!

Disse sætninger sidder dybt printet i min hukommelse og har i mange år gjort det, at jeg har haft en følelse af, at jeg som menneske ikke havde nogen værdi og ej heller havde min egen frie vilje.

Når min mor var fuld blev hun ekstrem ond overfor de mennesker der var i hendes selskab.
Hun kunne sidde stille på sin stol, drikke sine øl og så oparbejde et had så stort i sit indre.
Hvis jeg eller mine søskende var heldige var offeret en anden person end en i familien, men var der ikke andre tilstede fordi drikkeriet foregik der hjemme, ja så var det en af os der stod for tur.
Først begyndte hun at nedstirre, siden kom ondskaben frem i hendes øjne og til sidst brugte hun talens brug på at ramme vedkomne.
Jeg har ofte grædt når jeg blev ramt af hendes øjne og ondskab velvidende, at jeg højst sandsynlig få timer efter skal tørre bræk op, redde hende fra at forsøge selvmord eller skille hende og min far ad.
Alt for store og traumatiske følelser som angst, had, vold, nært stående katastrofer, mindreværd og ingen fri vilje plantede hun i mit barnesind og gødede dem jævnligt i årene op igennem min barndom og langt ind i mit voksenliv.
Min mor har opdraget mig til at adlyde ordre og indfri usagte forventninger til mig som datter af hende. I mine voksen år har jeg altid besøgt hende med jævne mellemrum, inviteret hende til juleaften, givet hende blomster på Mors dag, sendt hendes gækkebreve til påske, hentet og bragt hende i min bil osv osv. Men ikke en eneste gang har jeg gjort det uden hjertebanken og angst. Når jeg har haft det særlig svært psykisk og min samvittighed har budt mig at besøge hende, har jeg altid haft andre med som beskyttelse mod hende, det kunne være min onkel, min mand eller mine børn. De gange hvor jeg ikke har haft mulighed for at have denne beskyttelse med og min samvittighed har været for dårlig, har jeg skubbet hjertet ned i maven, slugt en stesolid og besøgt hende, bare for at blive min dårlige samvittighed kvit.
Efter besøget har jeg så altid siddet tilbage med en følelse af at jeg har svigtet mig selv.
Jeg forsøger med bedste overbevisning, at fortælle mig selv, at hun ikke kan gøre mig noget, at nu er hun blevet en gammel dame, at livet snart er slut for hende og grundpillen til min angst vil ligge syv alen under jorden. Men det hjælper ikke. Angsten er og bliver grundsubstansen i mit forhold til min mor.
Min tilgang til min mor er altid et valg imellem; angst, dårlig samvittighed, et forbrug af Stesolid eller overtale en til at tage med mig over og besøge hende.
Min mor ved godt at jeg fik svær angst som 44 årig og var tæt på at blive indlagt på psyk. Og hun ved også godt, at det kan skyldes alkoholen i min barndom, men hvad hun ikke ved er, at den manglende omsorg fra hendes side har gjort mig ondt dybt i sjælen.
Uanset om vi for talt om det eller ej, uanset om hun vedkender sig sin del af ansvaret eller ej, så tror jeg ikke på at der nogensinde kan rettes op på det.
Jeg tvivler ganske enkelt på hendes følelser og jeg kommer aldrig til at være tryg i hendes selskab.
Jeg er af den overbevisning at ingen af os 4 børn er ønsket, vi kom bare som en konsekvens af endnu en druktur.
Min mor er kun et menneske endog et meget ensomt og følelsesmæssigt forkvaklet menneske og hun har ikke formået at være sit ansvar voksen som mor. Havde hun blot haft lidt selvindsigt ville hun kunne have set, at vi 4 børn havde haft bedre af at blive sat i pleje i stedet for at lade os leve så mange år i dette helvede af angst, alkohol, vold og manglende omsorg.