Mine barndoms erindringer nr. 7 {{forumTopicSubject}}

Mine søskende og jeg ……….


Jeg tænker og tænker, prøver at kalde minder frem om mine søskende. Men der er tomt og smertefyldt det sted i mig, hvor mine søskende sidder, ganske enkelt fordi det hele kunne have været så meget anderledes imellem os. Jeg kan ikke huske en eneste situation hvor jeg har leget med en eller alle mine søskende. Vi var 4 børn uden fællesskab. Intet knyttede os sammen. Vi hjalp aldrig hinanden og stod aldrig sammen på legepladsen eller i skolen.
Vi var ligeså splittet som vores forældre var. Vores forældres adfærd førte vi videre imellem os børn. Det var ikke sjællendt at had og vrede skinnede igennem vores indbyrdes forhold til hinanden, med ønske om at såre og gøre ondt.


Min storebror var ikke min fars søn, men ganske lille, da mine forældre indleder deres forhold og min bror har ikke kontakt med sin biologiske far. Jeg ved ikke hvad min storebror gjorde eller ikke gjorde, men han var familiens sorte får. Det var ham der blev slået, skældt ud og senere sendt på efterskole som 14 årig fordi han ikke kunne indordne sig under husets regler.
Min storebror kom til Jylland og det skulle senere være der han fandt lidt sjælero. Min storebror og jeg har altid holdt uendeligt af hinanden på det mentale plan, men aldrig formået at få denne kærlighed ud i handlinger overfor hinanden. Min storebror har ikke lært at falde til ro, men hele tiden har han været på vej videre, uvist for ham selv hvorhen han ville drage.
Min storebror forsøgte som voksen at kontakte hans biologiske far, men blev afvist af ham inden de nåede at lære hinanden af kende. Endnu engang oplevede min storebror, at være ikke ønsket.
I alle vores voksen år har min bror og jeg haft sporadisk kontakt til hinanden og det har altid været min storebror der har kontaktet mig, da jeg aldrig ved om han er i Jylland, Angola, Polen eller fængsel. Når det lykkedes os, at få kontakt, har vi den oftest i nogle måneder, før han igen forsvinder fra mig. Sidste gang vi havde kontakt var for 2 år siden og der fortæller han, at han har været ude for en motorcykelulykke og været indlagt i længere tid. På det tidspunkt går det op for mig, at jeg rent faktisk kan komme til at opleve på et tidspunkt, at blive kontaktet af andre med meddelelsen om, at min storebror ikke længere er iblandt os.
Jeg er den eneste i hele familien der har haft kontakt med min storebror de sidste 15 år.


Stedet hvor min lillebror sidder, er dejligt varmt, men alligevel så uendelig smertefyldt. Min lillebror er tvilling til min lillesøster og i sagens natur er han meget knyttet til hende.
Min lillebror har mange sår og ar på sjælen, specielt fordi han var den sidste der forlod hjemmet i starten af tyverne.
Min lillebror har i alle årene stået i skudlinjen imellem min lillesøster og jeg. Stået imellem hvad der er ret og rimeligt og så min lillesøsters ufravigelige krav om 100 % loyalitet til hende pga. deres tvillingestatus.
Når min lillebror og jeg ser hinanden dybt i øjnene, ser vi begge en ægte kærlighed og forståelse for hinanden. Jeg ser mig selv i hans øjne og uden at have spurgt ham, ved jeg, at han ser sig selv i mine øjne. Vi ser kærlighed, humor, smerte, vilje, håb, styrke og vi ser en masse ar på sjælen.
Vores indbyrdes kærlighed er dybere end det dybeste, større end det største, stærkere end det stærkeste. Men samtidig er der en kæmpe forskel på os. Min lillebror lever stadig i skudlinjen imellem min lillesøster og jeg. Han må ofte som voksen sætte grænser overfor min lillesøster og dermed udsætte sig selv for hendes had og ondskab. De har igennem årene haft nogle brud forårsaget af dette. Stakkels stakkels lillebror, mit hjerte bløder for dig, men jeg kan intet gøre for at lindre din situation.



Min lillesøster er som den eneste af os 4 børn, blevet smittet af min mors had og bitterhed. Hun har så længe jeg kan huske tilbage været præget af stor bitterhed og had til mig.
Allerede som stor pige begyndte hun, at projektere hele vores barndoms mareridt over på mig. Alt var min skyld. Det var ikke rimeligt, at jeg havde farmor og hun ingen havde. Alt var mere synd for hende end det var for mig. Hun var hårdere ramt og jeg var bare den forkælede unge, som alle kunne lide. Ingen så hende, de så kun mig. Hun var usynlig og jeg var midtpunkt. Beskyldningerne var uendelige og meget hårde at modtage for mig. Ofte græd jeg indeni, men aldrig ville jeg opgive min elskede farmor for at tilfredsstille hendes behov for retfærdighed. Jeg vidste instinktivt, at havde jeg ikke farmor, kunne jeg ikke klare mig.
Dette mønster fortsætter langt ind i vores voksenliv og den gift hun spyr imod mig bliver giftigere og giftigere jo bedre mit liv bliver. Små skarpe bemærkninger rammer mig ofte og sætter deres ar på min sjæl. Hun bliver ondere og ondere og vi omkring hende kan se, at hun har det rigtig dårligt, men hun vil ikke have hjælp til at komme videre. Hun vælger allerede midt i tyverne martyrrollen og den holder hun fast i den dag i dag.
En dag hvor vi begge er blevet mødre og har etableret vores egne familier fortæller hun mig koldt og direkte, at hun ikke længere ønsker at se mig. Hun vil ikke længere have noget med mig at gøre, ej heller de mennesker som omgår mig. Det være sig, vores mor, min lillebror, vores børns fælles legekammerater osv osv. Dog ville hun række sig så langt, at min mor og lillebror ville hun fortsat have kontakt med, hvis de lovede, at de aldrig ville omtale mig eller noget der havde med mig at gøre i hende selskab.
Jeg spørger hende om baggrunden for denne noget dramatiske beslutning, da det vil gå ud over rigtig mange mennesker incl vores egne børn. Om jeg har gjort hende noget, siden hun ville dette. Hun svarer klart og tydeligt, at jeg intet havde gjort forkert, men hvis hun ikke ser mig og høre om mig, kan hun lade som om jeg ikke længere eksistere!!
Denne bemærkning gjorde så ondt, så ondt på mig. Jeg følte at al luft blev slået ud af mig på et sekund. Hun mærkede nok, at endelig havde hun fået ram på mig, endelig lå jeg ned, men hendes had var ikke brændt helt ud endnu. Da jeg nåede døren sagde hun til mig ;

- Jeg vil gøre hvad det skal være, for at fjerne smilet på dine læber. Jo mere du smiler, jo dårligere for jeg det!!
Der brød min vrede overfor min lillesøster ud for første gang i vores voksenliv. Jeg vendte mig imod hende og råbte vredt til hende, at aldrig nogensinde skulle det lykkes hende at fjerne mit smil og min glæde. Jeg gik rystet og dybt chokeret ud af hendes dør.
Forholdet til min søster har været meget smertefuldt. Jeg kunne ingenting gøre. Jeg stod blot år efter år i skudlinjen af hendes had. Had som viste sig at være opstået af mit smil og glæde.
Vi har efterfølgende prøvet, at klinke skårene og det har også gået nogenlunde et stykke tid , men pludselig og som lyn fra en klar himmel bryder hendes had atter ud og jeg bliver atter ramt hårdt.

I dag er det 7 år siden jeg sidst talte med hende og alt gør stadig ondt som var det i går det skete. I disse 7 år , har min lillebror og lillesøsters indbyrdes forhold vaklet , da hun stadig kræver 100 % loyalitet fra hans side. Denne vil han ikke give hende og dermed opstår der krise i deres forhold.
Den sociale arv er videre ført til alle børnene, dog uden alkohol og vold. Jeg beder min skaber om , at vi alle 4 ikke giver den videre til vores egne børn.