mine barndomsminder 3 {{forumTopicSubject}}

Angsten……….


Fra jeg er meget lille oplever jeg ting i min krop , som jeg ikke kan sætte ord på eller dele med et voksent menneske. Jeg kunne ikke søge hjælp hos mine forældre, det havde mine bitre erfaringer vist mig et utal af gange.
Jeg kunne pludselig og ud af den blå luft mærke koldsveden løbe ned af ryggen , mit hjerte slog hårdt i brystet og jeg blev svimmel og bagefter kom stemmen til mig …….;

- Hvor er mor og far henne ??
- Skynd dig at finde dem ellers dør de !!!
- Det er dit ansvar nu!!!

Når jeg hørte stemmen skærpede alle mine sanser sig i en stor mægtig katastrofefølelse som ingen verdenskrig kunne stå mål med.
Men jeg var alene. Ingen at dele frygten med. Ingen at søge hjælp ved. Jeg kunne kun ligge og vente på , at min fantasi bar yderligere brande til mit indre bål. Et inferno af altødelæggende scenarier passerede min lille hjerne og tvang mig til at handle. Instinktet ” Kæmp eller Flygt ” var vækket i mig. Et instinkt jeg tog med mig ind i voksenlivet og som mange gange har ætset store huller i mit liv.
Når fantasierne blev for voldsomme og mine kropslige reaktioner på nærtstående fare blev for voldsomme tog handlingen over. Jeg satte alt ind på at finde mine forældre. I en tidlig alder kunne jeg alle telefonnumre på deres stamværtshuse og jeg begyndte at ringe rundt efter dem. Hele tiden havde jeg en skrækslagen følelse af , at jeg kæmpede imod tiden og jeg skulle skynde mig. Jeg tiggede og bad dem komme hjem……
- Kom nu far , kom nu far , jeg er alene !!

Når skoleklokken ringede ud fra sidste time begyndte stemmen, at tale til mig…

- Er mor og far hjemme??
- Skynd dig at finde ud af det. Kom hurtigt , skynd dig , hurtigere og hurtigere….

Disse tanker fulgte mig altid hjem fra skole og indtil jeg åbnede døren derhjemme. Der var stille. Altoverskyggende stille. Hjemmet var tomt. Køleskabet var tomt. Og der løb en kold tom stemning igennem mig. Alt var tomt for en tid.
Så længe det var lyst og dagen endnu ny var min angst væk og håbet fremme. Håbet om , at i dag er de ikke fulde , i dag kommer de hjem før alkoholen har forvandlet dem til 2 ondskabsfulde dyr som kun ønskede at gøre ondt.
Jeg satte mig altid i køkkenet ved det runde spisebord med dug på. Tog mine lektier frem og tvang min hjerne til at fokusere på mine pligter. Men angstens stemme blev stærkere og stærkere i takt med tiden gik og mørket lagde sig over den tomme lejlighed. Stemmen i mit indre talte højere og højere og befalede mig til handling for at redde mine forældre før det var for sent. Time efter time sad jeg der , ventende på at de kom hjem så jeg kunne redde dem. Redde dem fra dem selv.
Mine sanser var skærpet som en trænet vagthunds. Jeg kunne høre alt , jeg kunne mærke alt og jeg kunne forudsige alt. Jeg kendte tiden der stod foran mig og jeg var skræmt som kun en lille bitte pige med alt for mange erfaringer kunne være skræmt. Mit hjerte hamrede nådesløst videre i mit bryst og jeg fik ofte svimmelhedsanfald pga. hyper ventilering. For hver tanke blev min angst større og større.
Jeg gik alene i seng. Jeg gik ind og ” skavede ” mig. Den eneste måde jeg kendte til , at fjerne fokus fra det uundgåelige.
I det øjeblik døren gik op og de kom ind i køkkenet vidste jeg 100 % hvad natten ville bringe og hvor stort mit ansvar ville blive denne gang.
De gik ind i stuen og begyndte deres indbyrdes ondskabsfulde kamp om hvem der kunne svine den anden mest til. Hvem der denne gang fik det verbale dødsstød og tvang vedkomne til at slå.
Jeg vidste nøjagtig hvor grimme ordene skulle blive før den sårede tog til genmæle og startede den fysiske kamp. Det handlede kun om en ting. At gøre ondt, virkelig ondt.
Jeg lå i min seng og rystede, kulden greb om mig og jeg frøs til is indvendig alt imens mit hjerte bankede og bankede vildt i brystet på mig og stemmen råbte til mig;

- Gå der ind nu………..
- Nu dør den ene……..
- Skynd dig , det er dit ansvar , at de begge to overlever natten……..

Pludselig og rent instinktivt vidste jeg , nu er tiden kommet , jeg skal der ind nu. Alle alarmklokker kimede. Jeg rejste mig fra sengen og gik ind i stuen til dem.
I et nanosekund stopper de op og ser på mig. Der stod jeg rystende, grædende, skræmt og bad dem om at stoppe. Min mors øjne rammer mine. Jeg registrere en vrede og ondskab og føler den er rettet på mig. Der bliver jeg bange…., bange for min egen overlevelse…..bange for det vilde dyr der står foran mig og kun ønsker mig væk.
Jeg går over til min far i sofaen og sætter mig ved siden af ham. Jeg søger hans tryghed og kærlighed og et ønske om at han skal passe på mig. Dette budskab opfatter min mor og det tænder yderligere en ild i hendes had og hun tager det første og bedste ved hånden , et stort massivt glasaskebægre og kaster mod os. Askebægret rammen væggen lige imellem vores hoveder og splintres i tusind skår. Ligesom mit barnehjerte blev smadret i tusind skår hver gang de drak.
Der blev helt stille i stuen. Vi var alle handlingslammet. Situationen var dybfrossen og kulden lagde sig ind over os. Min mor er den første der kommer videre fra denne stemning. Hun vælger flugten……
Hun går ud på vores altan og stiller sig. Jeg holder øje med hende. Hun kigger ud i natten fra 14.sal.
Min far sidder stadig i sofaen med et stirrende blik i øjnene. Da min far virker rolig kan jeg rette min opmærksomhed i mod min mor på altanen…..

Stemmen begynder at hviske i mit øre….

- Pas på din mor…..
- Hun vil gøre noget grimt nu…
- Vær foran , vær klar på det uventet….
- Ansvaret er dit nu , lev op til det….

Jeg lytter til stemmen og mærker nok en gang angstens grimme ansigt. Mit hjerte banker hårdt.
Jeg lader et sidste blik falde på min far. Han er stadig rolig og jeg føler jeg kan forlade ham for en kort stund for at gå ud til min mor på altanen.
Det er stadig mørkt , men jeg kan sagtens se min mors ansigt i månens lysskær. Jeg ser en smerte så stor i hendes øjne og at grænsen nu er nået for hvad hendes psyke kan bære. Hun vender sig bort fra mig. I det øjeblik hun vender sig forsvinder jeg også fra hendes verden. For hende er der nu kun en måde at komme videre på.
Hun vil springe ud…………

Min indre stemme råber højt til mig ;

- Hold fast i din mor , hun springer nu !!!!
- Red din mor…….
- Du er stærk nok til at holde hende , red din mor !!!

Hendes overkrop er nu langt ud over kanten og jeg har kun fat i hendes store runde bagdel , men jeg kan ikke nå hele vejen rundt om hende. Jeg tigger og beder hende lade være , men hun høre intet , hun er allerede videre mentalt. Jeg kan mærke at hendes 100 kg er for meget for mig og jeg kan snart ikke holde hende. Jeg råber til min far inde i stuen, at mor er ved at springe ud og at han skal komme hurtigt og hjælpe mig. Hans eneste kommentar var :

- Lad kællingen springe !!

Min far forlader derefter stuen og jeg er alene med min mor halvt hængende ud fra 14 etage.
Dette øjeblik i lige netop denne situation var jeg det mest alene barn i hele verdenen. Der var ingen hjælp at hente. Ingen til at løfte ansvaret fra mine skulder og jeg følte min verden på et sekund kunne smadres i mod asfalten 60 meter nede.
Det næste jeg husker er , at min mor og jeg er sammen ude på badeværelset og hun kaster op. Først i toilettet og senere på gulvet. Min mor taber sin delprotese ned i kummen og jeg bliver nødt til at samle dem op før jeg trækker ud. Angsten for hendes vrede dagen efter hvis hun ikke havde sine tænder fik mig til at stikke min arm ned i kummen , føle rundt imellem madrester , vin , øl og spiritus og endelig fiske hendes delprotese op , skylle dem under hanen og komme dem i munden på hende igen. Mor lå nu og sov på gulvet og alt opkast havde jeg fjernet. Der var atter pænt. Far lå i sengen og trak den fulde tunge åndedrag rytmisk. Ind og ud kunne jeg høre hans vejrtrækning samtidig med jeg forsøgte at gøre det bedst muligt for min mor. Der lå hun. En kæmpekrop med et meget meget lille hjerte. Med et sind der gjorde så ondt , at hun ikke længere ønskede at leve sammen med os.
Klokken har måske været 2-3 om natten , da freden tager sit indtog i hjemmet og jeg går i seng. Jeg falder hurtigt og drømmeløst i søvn. Angsten har forladt mig for en stund. Denne nat levede jeg op til mit ansvar. Begge mine forældre overlever endnu alkoholens farlige virkning. Et par gange vågner jeg dog , lister ud til badeværelset og kigger på min mor. Tjekker om hun trækker vejret og om hun har kastet mere op.
Klokken halv 8 næste morgen står jeg op alene. Lejligheden og luften er tung af udåndingen fra mine forældres vejrtrækning og jeg bliver overvældet af en helt overskyggende kvalme. Min mave kramper sig sammen og forsøger at tømme sig. Men der er ikke mad i maven. Den er tom , for maden jeg fik sidst i skolens kantine er for længst fortærret.
Jeg børster tænder , pakker min taske , sætter mit hår og ringer til min veninde . Vækker hende , fordi det gør hendes forældre ikke. Hun lover at stå op og komme i skole.
En sidste gang går jeg ind i soveværelset til mine forældre. De ligger der begge to. Jeg aner ikke hvordan eller hvornår min mor gik i seng. Jeg ved , at de vil sove længe. Jeg ved , at når de sover skader de ikke dem selv. For en kort stund kan jeg endnu engang trække vejret frit. Jeg forlader lejligheden og går i skole.
Men jeg ved bedre…….
Dette var blot en ud af 365 dage om året og jeg må ha dem til at overleve alle sammen.Men for en stund kan jeg selv trække vejret og lade op til næste kamp for livet.