Fortsættelse af min barndoms erindringer ... {{forumTopicSubject}}

Da jeg er 6 år skal jeg begynde i skole. Skolen ligger få hundrede meter fra vores lejlighed og vejen derhen er uden trafik. Jeg glæder mig meget og min elskede farmor giver mig en flot postkasserød skoletaske af skind, mine forældre giver mig til gengæld en nøgle med lang snor i til vores hoveddør. Nu begynder det barske liv for mig. Et liv hvor jeg dagligt mangler mad og sulten bliver min faste følgesvend i dagtimerne i skolen. På dette tidspunkt har jeg ingen forestilling om , hvor anderledes mit liv er i forhold til andre børn, da jeg sjællendt var sammen med dem. Jeg måtte nemlig ikke komme på fritidshjem, det fandt mine forældre som en unødvendig udgift selvom jeg plagede om det mange gange.
På dette tidspunkt begynder mine to mindre søskende og jeg at udvikle anderledes adfærd i hjemmet. Min lillebror kunne sidde time efter time og banke hoved ind i betonvæggen og efter længere tids bankning begyndte betonen bare at smuldre, dette fandt vores forældre morsomt. Jeg til gengæld fandt lidt ro i min seng, hvor jeg lagde mig langt ned under dynen, krydsede mine ben hårdt sammen, spændte alle muskler og holdt vejret længe. Jeg kunne ligge sådan aften efter aften og når mine forældre opdagede mit sære adfærd, haglede det ned med skyld og skam. Jeg måtte ikke ligge sådan. I dag kan jeg se , at de nok har tænkt , at jeg masturberede eller lignende. Men aldrig har et barn været så misfortolket af voksne. Jeg forsøgte bare at holde sammen på mig selv og ikke mærke angsten. Angsten for at blive forladt, angsten for hvornår de atter ville forlade mig , angsten for hvornår de kom hjem igen.
Min lillesøster begynder at gemme sig , at gøre sig mindst muligt og dermed nærmest blive en usynlig figur i familien. Hun blev så usynlig , at ingen opdagede , at hun havde en 3.grads forbrænding på hele håndfladen før flere dage efter uheldet med komfuret.

Om morgenen når jeg blev vækket og sendt i skole, var det uden morgenmad eller hjælp til tøjet. Det var bare af sted med dig, så far kan komme i seng igen. Hvem der hjalp mine søskende ved jeg ikke. Vi 4 børn var som 4 små satelitter , som bare holdt sit eget kredsløb uden overskud for de andre. Vi skulle bare overleve dagen.
Nøglen som jeg fik, brugte jeg til at komme ind i hjemmet med når skolen var slut og mine forældre ikke var hjemme.
Nogen gange havde jeg lidt håndøre på mig. Dem brugte jeg til ,at købe lidt frugt for i skoleboden , men jeg havde aldrig nok til at dæmpe min sult. Andre gange drev sulten mig hjem i det store frikvarter, selvom jeg ikke måtte forlade skolen. Kigge i køleskabet og så tage lidt uden at lave spor .Hele tiden havde jeg følelsen af at stjæle og det måtte man jo ikke.

Alkoholen tager nu rigtig fat i mine forældre og jeg lærte hurtigt vejen hen til den nærmeste pub. Jeg opsøgte mine forældre for at få lidt kontakt med dem. Senere skulle ønsket om kontakt til dem ændre sig til , ønsket om at passe på dem , så de ikke kom til skade eller døde.
Før jeg blev 10 begyndte jeg at have en kontinuerlig gang på pubberne, sammen med mine forældre og jeg har ofte siddet på en stol og set mine forældre slås med andre gæster. Nogen gange kom politiet og nogen gange kom min far til skade.
Mit hjerte begyndte at bløde og jeg følte opgaven alt alt for stor til mig. Jeg kunne ikke løfte ansvaret over mine forældres ve og vel.
Men jeg forsøgte hele tiden.

Desværre tog mine forældre volden med hjem. Vi kunne nu høre dem højlydt skændes om natten efter deres byture og slagsmålene tog deres indtog i vores hjem. Der var råb og skrig, der var smadret ting og der var blod. Vi begyndte nu, at se vores mor med mørke briller på oftere og oftere. Men vi så også skader på vores far. En brækket finger , en skæv næse , et blåt øje.

Alarmklokkerne udviklede sig i min psyke i disse år og jeg blev meget fintfølende overfor stemninger og alkohol.
Jeg ” skavede og skavede ” mig mere og mere inde under dynen, som mine forældre hånligt sagde samtidig med, at min brors hul i væggen blev større og større og min søster var ” helt væk ”
Min storebror stod på lussingernes holdeplads og fik den ene efter anden på siden af hovedet.

Mine 3 søskende var alle sengevæder og lå med ble. Dengang brugte man ble og blesnipper. Disse blesnipper var flergangs snipper, de skulle bare vaskes og tørres, så duede de igen.
Når de var vasket i vores vaskemaskine, hældte min mor dem op i min dukkevogn og sendte mig på møntvaskeriet for at tørre dem. Jeg var nok omkring 7 år da jeg lærte at betjene store maskiner.


På et tidspunkt går det op for mig , at tingene er farligere end jeg fornemmede. Min mor var væk og vi 4 børn blev sendt rundt til familien. Jeg kom over til min elskede moster og var. Der gik det op for mig , at familier kan være anderledes end det jeg har set indtil videre. Det var i december måned og der var en julekalender til alle børn. Ikke noget med at dele. Nej en til hver. Der var tændte stearinlys i vindues karmene og dejlig duft af mad. Der var legetøj på værelserne og der var en snakken og pludren.
Men intet vare ved og mor kom hjem igen. Mange år senere skulle jeg finde ud af , at det var starten på en årelang række af selvmordsforsøg fra begge mine forældres side.

Omkring 3 klasse begynder mine nye tænder at gøre ondt og jeg oplever nu tandpine ofte. Det vare ikke længe før alle mine nye kindtænder er fyldt med store sølvplomber. Jeg mindes stadig ikke , at mine forældre var ved mig selvom jeg havde smerter , men jeg syntes nu heller ikke at tandsmerterne gjorde ligeså ondt som min mave kunne gøre det.
Min far har måtte fatte lidt samvittighed angående mine tænder eller så har tandlægen kontaktet dem. I hver til fald begynder han nu at børste dem en gang imellem. Men han gjorde bare skaden stører ved dette , da han puttede skurepulver oven på tandpastaen før han kom tandbørsten ind i min mund. Dette blev en systematisk nedbrydning af min tandemalje og mange timer i tandlægestolen som voksen for at udbedre skaderne fra min barndom lå foran mig.

Min mor har hele min barndom været en usynlig person for mig , kun med de undtagelser hvor hun opdrog mig med sine øjne. Min mor havde og har stadig verdens ondeste øjne. Ikke en gang kan jeg huske , at jeg har puttet hos min mor eller hun har vist mig ønske om mit nærvær. Aldrig har hun købt tøj til mig , aldrig har hun læst lektier med mig og aldrig har hun snakket med mig.
Min far derimod elskede mig og viste sin kærlighed overfor mig , når han ellers var ædru. Min far kaldte mig sin øjesten og kunne sidde ved min seng og synge for mig. Desværre var det sjællendt , men disse øjeblikke har jeg gemt i mit hjerte og når barndommens minder bliver for hårde , tager jeg dem frem og luner mit sårede barnehjerte ved dem.
Tiden går og jeg passer min skole. Den dag i dag ved jeg ikke hvordan, men det gjorde jeg altså.
Når der var arrangementer på skolen , måtte jeg gå alene. Mine forældre ville ikke med, hverken til det ene eller det andet. I de store klasser gik jeg selv til forældre møde og til skole-hjemsamtale og måtte derefter give mine forældre et resume om hvad lærerne havde sagt om mig. Senere skulle jeg også gå for min lille søster. Dette fandt jeg ikke underligt , det var min hverdag og mit lod.

Da jeg er omkring 10 år bliver mine forældre skilt og jeg ønsker indædt at komme med min far.
Min far flytter kortvarigt hjem til min farmor og jeg flytter med. Jeg har ingen kontakt med mine søskende eller min mor og jeg lever et sorgløst liv hos min farmor for første gang nogensinde.
Men desværre varede lykken kort, min far fik lejlighed og jeg skulle med. Nu begyndte der en tid med mange forskellige damer og masser af øl. Min far kørte byen tyndt for værtshuse og jeg var med. Endnu engang skulle jeg sidde time efter time og se på, at den jeg elskede drak og ændrede sig for øjnene af mig. Mange gange har jeg været passager til en fuld bilist. Min far elskede biler og fart og det kom gerne til udtryk når han havde drukket. Der sad jeg foran, ved siden af min far og fulgte angst hans kørsel igennem byen. Endnu engang mærkede jeg angsten grimme ansigt.

Pludselig og uden varsel flytter mine forældre sammen igen og familien er atter forenet efter et lille års tids adskillelse. Vi bor nu i min fars lejlighed i Høje Gladsaxe.