Amerikansk bulldog
Den amerikanske bulldog er en stærk og robust hund. Hunden er normalt social og selvsikker og knytter sig gerne stærkt til sine ejere.
Det er vigtigt at socialisere hunden fra en tidlig alder, og vænne den til både mennesker og andre hunde.
Hunderacen var oprindeligt særligt populær i de sydlige områder af USA, hvor hundene bl.a. blev brugt til at jage vilde svin og andre dyr. Den amerikanske bulldog var generelt en populær arbejdshund og blev også brugt til et væld af andre opgaver - fx som vagthund.
Omkring 2. Verdenskrig var racen tæt på at uddø, men avlerne John D. Johnson og Alan Scott gennemsøgte de sydlige områder af USA, og lokaliserede de fineste eksemplarer af racen for at starte en revitalisering. Efterfølgende blev den moderne standard for den amerikanske bulldog skabt.
Hundene er generelt stærke, sunde og fysisk aktive. Gennemsnitslevealderen ligger gerne på omkring 10-16 år. De amerikanske bulldogs har også klaret sig godt i diverse former for hundekonkurrencer, bl.a. indenfor lydighedsøvelser og weight pulling. Hundene har længere ben og er hurtigere og mere agile end de engelske bulldogs.
Farvemæssigt er hundene primært hvide, men kan have pletter og mærker med en anderledes farve - ofte rød eller sort. Hundene har en kort pels, men kan godt fælde en del.
Da den nye hundelov blev vedtaget, blev racen inkluderet på listen over forbudte hunde.
Her kan du læse mere om de forskellige hunderacer.